Göteborg – afslapning i spa!


En meget spontan tur til Göteborg, planlagde vi over chat med hinanden fredag middag. Færgen fra Frederikshavn blev booket til afgang kl. 7.15 lørdag morgen, så vi skulle op kl. 5.15; man skal møde 30 minutter før. Det var mørkt da vi ankom, så det var ikke helt nemt at finde frem til hvor vi skulle med færgen, når vi ikke skulle have bil med. Det regnede og blæste også en del, og bilen havde vi parkeret et stykke væk, hvor det var gratis. Så paraplyen blev udfordret, og jeg måtte til sidst klappe den sammen. Efter at have gået et godt stykke vej ude i regnen, fandt vi så ud af, at vi faktisk kunne være gået i tørvejr det meste af vejen, men det vidste vi så til hjemturen.

Men vi kom med færgen. Det første folk gjorde var at stille sig i kø uden for Food City, som er færgens restarurant – morgenmaden skulle indtages. Det kostede ca. 77 DKK/person. Det var ikke noget specielt, men der var dog ægte canadisk ahornsirup, og det var godt. Ellers smagte noget af det lidt anderledes end man er vant til, men mad skulle vi have. Det begyndt at gynge lidt og jeg fik da også kvalme, men ellers overlevede jeg turen fint. Det regnede også i Göteborg, og mine sko var gået op i syningen, så de sugede en del vand. Inden vi kunne tjekke ind kl. 15 stod der frokost og shopping på skemaet.

Da vi ankom til hotellet, Sankt Jörgen Park Resort, startede jeg med at finde en 20 kr seddel (svenske kr selvfølgelig), men det er nu ikke meget, den kan bruges til. Det første vi blev spurgt om var, hvornår vi ville spise. Men egentlig kan jeg ikke forstå hvorfor de spurgte, for der var kun en mulighed, nemlig allerede kl. 18.30, for der var booket. Så var næste spørgsmål, hvornår vi ville have vores sparitual, som hørte med i vores spapakke (hotel + adgang til spa + mad). Da vi jo ikke havde meget tid inden aftensmaden, ville vi bare have det kl. 15.30. Når man bor på hotellet skal man huske at klæde sig om inden, så vi måtte en tur op på værelset igen, tilsyneladende må man ikke klæde om dernede. Nå da vi kom ned anden gang skulle vi vælge mellem 3 ritualer, som enten var et ritual, hvor man kun havde varme, eller mildt skiftende mellem temperaturer eller meget skiften, produkterne var vist også lidt anderledes, men ikke det store. Vi valgte den varme, men tog nu alligevel en del kolde gys selv. Det var så dårligt organiseret, og vi kunne ikke helt forstå, hvorfor de spurgte, hvornår vi ville have ritualet, for det væltede ind med gæster. Måske var det udefrakommende, men i hvert fald betød det, at vi måtte gemme vores ritual til om morgenen søndag og tage lidt som vi havde lyst, for ALLE skulle starte med et fodbad, og der var mulighed for 4 personer kunne gøre dette på en gang. Ikke videre praktisk. Nå det blev anbefalet, at man startede med en japansk vaskning, der bestod i, at man sad på en skammel og sæbede sig ind med en klud. Dernæst skyllede man sig, ved at hælde en lille bajle fyldt med vand nedover sig, så altså en noget anderledes måde, end de fleste plejer at vaske sig.

Sankt Jörgen Park Resort, Göteborg.Kronhuset i Göteborg.

Vi fandt hele tiden, små nyt ting, de forskellige bade/saunaer kunne. Dampbadet havde 3 brusere, man kunne starte. Ud kom vand med duft af eucalyptus. Der var et dejligt varmtvandskar med fin stemning, små dioder fra loftet og grønt skær. Flere forskellige slags brusere, en med en spand med snor – spanden var fyldt med koldt vand. Så var der adventurebruseren, der havde 2 knapper; 1 med tropical og 1 med icerain. Sol og sommer duftede det af med det tropiske, varme vand og fyrretræ med det iskolde. Dejligt forfriskende og duftende. Der var også et lille ildsted, man kunne slappe af ved, et Kneipp-bad (hvor man går fra varmt til koldt vand osv.), et stort udendørsbad uden bobler og sikke det regnede, da vi brugte det. Og så var der flere andre sauaner, men også et stort indendørsbassin med lunt vand. Her kunne du høre musik under vand, ligge på bænke i vandet og blive boblet igennem og stå under et vandfald. Så mange sanseoplevelser.

Vi skyndte os at klæde om og gøre klar til aftensmaden. Det viste sig, de havde prøvet at ringe, fordi de vidste vi gerne ville spise senere, men vi var selvfølgelig i spaen. Det var ellers en skam, for så kunne vi have nået deres saunagus, som lige blev udsat for næsen af os. Aftensmaden var fin, vi fik en lille appetizer, som var en lille skål med pastinak- og græskarsuppe (vi måtte senere lige slå op, hvad “pumpa” betød på dansk) – den var vel nok fremragende, men der var vist ikke sparet på fedtstoffet. så det var godt det var en meget lille portion. Ellers var der svampeterrin, kammusling, kalvemørbrad med bacon- og tyttebærsauce og så noget hindbæris med frugter til dessert. Efter aftensmaden fik vi så vores velkomstdrik, en lidt omvendt rækkefølge, men vi kunne jo knap nok nå det ellers. Jeg havde lånt en dvd fra arbejdet, “Benjamin Bottons forunderlige liv” hedder den vist på dansk, og vi nåede kun at se 1 time på vores egen medbragte dvdafspiller, da vi næsten ikke kunne holde os vågne i sengen. Det har nu også været en lang dag og al den sauna og vand hjælper jo ikke ligefrem :)

Tidligt oppe, men dog ikke helt så tidligt som lørdag morgen, for at kunne have spist og være omklædte til spaen åbnede kl. 9. Morgenmaden var ikke noget specielt, de blødkogte æg var hårde, så vi tør kun gisne om, hvor hårde de hårdkogte måtte være. Brødet var kedeligt og virkede tørt, men kagen var fin nok. Det kan klart anbefales, at være nede ved spaen, når det åbner. Man har det for sig selv det næste stykke tid. Så vi fik tid til det meste af vores sparitual med lermaske i dampbad og lanolinskrubbecreme i badet. Dejligt forfrisket. Og så op efter vores rygsække og ellers ind i byen. Her fandt vi vores nye service, vi er begyndt at samle på, til halv pris (det var også på tilbud), men stellet bliver også produceret her i Sverige. Det er altid godt med et knaldtilbud, og nu da den svenske krone er så dårlig, er der mere at spare. Så vi havde en del at slæbe ned til færgen og så i et voldsomt vejr. Jeg frygtede for sejlturen, og havde prøvet at købe nogle tossede bånd, der skulle hjælpe, Sea Band, men syntes bestemt ikke det hjalp, og det var lige ved at gå galt. Men det gik.

Det var en dejlig tur trods vejret, og jeg er glad for vi gjorde det; det var hyggeligt og virkelig afslappende. Det er indtil videre den bedste spaoplevelse, jeg har haft (og nu tænker jeg kun på spadelen af hotellet). Så det kan anbefales :D



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*