Nytår 2009/2010


Så er året allerede slut. Og det har været et dejligt år. Anders og jeg har haft mange oplevelser sammen; Göteborg men også vores ture med bil rundt i Danmark. Vi har plukket, hvad vi kunne få fat i, tyttebær, blåbær og kantareller for at nævne nogle af tingene. Det var også det år, kontakten til Anders’ forældre blev genoprettet efter 7 ½ års pause.

Vi havde store planer for maden til nytårsaften men så heller ikke andre aktiviteter. Det er en fast tradition bare at fejre den alene sammen. I forvejen havde vi bestilt 24 østers og 1 hummer i Metro. De skulle så bare afhentes på dagen inden middag.

Hummeren Henry eller Humse - det var ikke meningen, vi ville navngive den, men kom til det alligevel.

Det var en fin, levende hummer, vi fik hjembragt, som sad med ispose over hovedet i en stor flamingokasse. Jeg har aldrig dræbt en levende hummer, da det eneste levende dyr, jeg har slået ihjel er vel muslinger. Men egentlig tror jeg de færreste betragter dem som levende på samme måde; de trasker jo ikke rundt eller laver lyde.

Anders er klar til dødsstødet.Så skulle hummeren være død, men sikke det blev ved med at sprælle - mange nerver sådan en fætter har.

Vi havde besluttet, at Anders skulle stå for mordet på hummeren, som vi alligevel kom til at navngive (Henry eller Humse). Og sikke den blev ved med at sprælle, selvom vi havde gjort, som man skulle, hvis man ikke skulle have kogt hummer (og så bare smide i kogende vand). Selv da den var i mange stykker var der flere led, der bevægede sig.

Den første ret - østers med forskellig smag og tekstur.Østers au naturel, østers med citron, østers med rødløg og hvidvinseddike samt gratinerede østers.

Første ret bestod af østers i flere smagsvarianter. Vi gratinerede nogle stykker med den gode vesterhavsost og resten kunne man så selv vælge om man ville spise au naturel, med citron eller med rødløg og hvidvinseddike. Jeg var ikke så meget fan af at spise dem helt uden noget, jeg syntes også der var lidt for meget havvand ved.

Det er pynt selv østers; man vælger hvad man vil have på, altså dem der ikke er gratinerede.Hummersuppe med vermouth og fløde - godt der kun var en lille portion til hver.

Den næste ret var hummersuppe, kogt på skallerne af hummeren med fløde, vermouth og tomatpuré. Lækker men fed lille sag, så det var godt, der ikke blev så meget.

Hummer med østersemulsion, rugbrødscroutoner og tangsalt.Hummerhale samt kløer.

Så kom vi endelig til dagens stjerne, hummeren. Den blev serveret, som forretten til min fødselsdag med østersemulsion (østers blendet med rugbrød, persille og olie) og rugbrødscroutoner. Lækkert, og sikke en dejlig konsistens af hummerkødet; det er første gang, vi selv har lavet hummer (udover en frossen vi engang købte til nytår, men den var nu ikke så speciel).

Rimmet laks (marineret i peberrod, citron, salt og sukker) med hjemmebagt, stegt rugbrød, rødebede-og æblesalat med peberrod samt rygeostcreme.Bagte figner og hjemmelavet vanilleis samt ahornsirup.

Sidste ret inden desserten var rimmet laks med rugbrød, rødbedetartar samt rygeostcreme. Laksen marinerede over 1 døgn med sukker, salt, citron og peberrod. Den blev skåret i dejlig store stykke på et stykke hjemmelavet rugbrød (ristet) og pyntet med rødbedetartar (rå og kogt rødbede i tern med æble og peberrod) og pyntet med rygeostcreme. Jeg bryder mig ikke rigtigt om rygeost, men den var blandet op med mælk, så den var ikke så kraftig, og jeg er nu blevet omvendt til at synes om det.

Desserten blev bagte figner med ahornsirup og serveret med hjemmelavet vanillieis (den gode men også fede med æggeblommer og fløde) rørt på ismaskinen (det får en ekstra dejlig konsistens og helt uden krystaller).

Ved midnat fik vi aflsuttet aftenen med Asti og hjemmelavet kransekage, mums.



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*