Vandreturen startes ved Landamannalaugar


Vi sov ok, men maden var meget kedeligt. Men man kan vist ikke forvente det store, når det er billigt. Vores bagage fik vi opbevaret  på hotellet til mandag, hvor vi skulle overnatte her igen efter vandreturen. Bussen ud til starten af vandreturen kørte kl. 8 fra busterminalen, som ligger en 1-2 km fra hotellet i Reykjavik.

Terrængående busser - her er vi ved vulkanen Hekla.

Efter nogle stop, hvor der var mulighed for at komme ud og tage billeder og en omvej til en lille landsby, der skulle have lidt varer, kom vi endelig til startstedet for vores vandretur, Landmannalaugar. Vandreturen hedder på islandsk Laugavegur og strækker sig over en 54-58 km (ja det viste sig den var nærmere 58 end de 54, der var angivet). Vi startede med at spise medbragt frokost, nemlig de specielle fladbrød, hvorpå vi spurgte et dygtigt lag flødeost og så ellers en god portion af deres dejligt røget laks. Bestemt ikke dårligt. Der var en lille butik derude forklædt som en bus. Faktisk var priserne egentlig rimelige når man tænker på hvor langt fra civilisationen, vi var.

En busbutik; den sidste mulighed for at købe noget - priserne faktisk rimelige.Den varme kilde ved Landamannalaugar.

Under frokosten snakkede vi med et ældre, dansk ægtepar, som var på vej hjem fra deres tur i Grønland, og havde så mulighed for at lave et stop i Island. De skulle nu ikke ud at vandre andet end lige se området omkring. Vi var ikke helt sikre på, om vi kunne nå et dyp i den naturlige, varme kilde, som ligger ved lejren. Det er en da de få med en tilpas størrelse, som man kan komme i nærheden, og vi ville ikke få andre muligheder. Men jeg ville virkelig ærgre mig, hvis vi ikke havde gjort det, så det tog vi os tid til, i det mindste et hurtigt dyp.

Et hurtigt dyb i den varme kilde.Badetøj og vandrestøvler - så er man med på moden :)

Hvor var det bare dejligt, omkring 38-40 graders varme, dog lidt svovl lugt, men det vænner man sig til. Bunden var noget grumset, men det er vel også en del af oplevelsen. Det boblede også enkelte steder med fine små bobler. Her står jeg så i min specielle mundering, bikini og vandrestøvler :)

Vandreturen påbegyndes; lejren ses i baggrunden.Der var andre ude at vandre, men da de fleste kun var dagvandrere, blev der hurtigt tyndet ud i det.

Kl. ca. 15 kom vi endelig af sted på vores vandretur, hvor første etape var på ca. 12 km og gik til lejren ved Hraftinnusker. Først et stykke med stejle klipper, hvor vi fik taget en del billeder af udsigten, som det kan ses ovenfor.

Kæruld - en hel mark, de er så bløde :)Anders med en stor tot kæruld.

Efter dette sted begyndte vores tur op i højderne. Her stiftede vi for første gang på denne tur bekendskab med svovlrøg og boblende vand.

Mellem røg og bjerge.Dorte alene i verdenen - der er i hvert fald øde.

Og det var her, de fleste dagvandrede stoppede, og vi var stort set alene, kun mødt af modgående af og til. Som det kan ses, er det noget af et farvespil sådan nogle klipper kan have, og så er det tilmed lunt, selvom og luften ikke rigtigt er det. Men vi fortsatte vores tur henover bjergene. Landskabet skiftede til nogle klipper med lidt mere bløde former, og mere idyllisk.

Flotte ryolitbjerge.Udsigt over dalen.

Det kan godt være det ikke lyder så voldsom med 700 meters højdekilometer over 12 km, eller sådan ca., men det er så bare den absolutte stigning fra start til slut, for der er nemlig en masse stejle strækninger, så du kommer helt ned, helt op, helt ned osv. Så i virkeligheden går man mange flere højdemeter i alt.

 Der var mange udfordringer på vandreturen, f.eks. de stejle strækninger, som fører lidt ned til is.Jamen det ligner da en dinosaurushale.

Der var også nogle steder, hvor man lige skulle overveje, hvor det var bedst at gå ned, for ikke alle steder så det lige sikkert ud. Faktisk var der mange steder, det så ret så ustabilt ud, og her var der efterhånden blevet gået flere småveje til. På hele ruten var det pæle til at markere ruten, men enkelte steder manglede de, men vi var forberedt med GPS og kort, og faktisk kunne man stadig ane noget af stien. Ca. halvvejs på turen kom vi til en lille dal med geotermisk aktivitet og her var der nogle, som vi senere døbte til “hidsige sataner”; nogle blowholes hvor vand og røg fossede/sprang/boblede ud. Jeg tror bestemt, det er sådan et sted, man skal holde fingrene for sig selv, for det var kogende vand. 

Fantastisk farvespil og teksturerne er fantastiske.Er okser jeg stadig fremad - der er stadig et godt stykke til lejren.

Det sidste stykke af vandreturen inden lejr gik hen over askefyldt sne, som vi regnede med var fra det seneste vulkanudbrud. Dystert så det i hvert fald, især med tågen. Men vi var efterhånden også oppe i 1100 meters højde. Det var faktisk også her en vandrer døde, så tæt på lejr, men tågen kan virkelig blive tyk og blæsten voldsom. Anders har læst at det skulle svare til 3000 meters højde i Alperne, i hvert fald med hvor barskt vejret kunne blive. Det var også her vi så en del vulkanisk glas. Vi overvejede at tage noget med, men det var så skarpt, så det ville sikkert bare skære hul i taskerne. Det skulle senere vise sig, at vi fortrød ikke at have taget noget med. Vi kom sent frem, ca. kl. 20, hvor vi fandt en kold og tåget lejr. Teltet skulle slås op på meget hård jord fyldt med småsten. Så det var noget af et arbejde. Heldigvis var de fleste teltpladser omringet af sten, som beskyttede lidt mod blæsten, men for at være helt på den sikre side havde vi, udover at have brugt alle barduner, placerede vi nogle store sten henover pløkker, “better save than sorry”.

Sidste billede fra selve vandreturen for den første dag. Det er blevet tåget, da vi nu er oppe i 1100 meters højde.Anders i gang med vores 3 retters aftensmåltid.

Vores naboer var 2 unge tyskere, som det meste af tiden underholdt os og de andre med lyd fra et tåbeligt tysk tv-show. Tak siger vi bare, det er slet ikke fordi, vi gerne vil nyde naturens lyde. Nu var der vist ikke de store lyde, men irriterende med det støj. Det kostede 1000 ISK/person (svarende til ca. 50 kr) og så fik man adgang til toilet og frisk vand. Desværre var hytten kun til de overnattende, og man måtte faktisk ikke engang være derinde. Måske i nødstilfælde. Her ved hytten så vi også en stor Jeep, Cinamani, som vi senere fandt ud af var en pakke man kunne, hvor ens bagage blev transporteret og man fik mad. Det var i hvert fald meget laks, de havde med.

Vores 3 retters mad (det meste havde vi tørret selv), den aften bestod af suppe til forret (karry kylling), pasta carbonara (som fik for meget vand, og mindede lidt om suppe) og til dessert Tiramisu (som blev for tyk, men ikke noget lidt kaffe og marsala kan hjælpe på).



2 kommentarer »

  • Karen Jørgensen siger:

    Dejligt at læse om turen. Glæder mig til resten.
    Vi drømmer om at gøre turen næste sommer.
    Også med telt….
    MVH Karen

    • Dorte Klerke siger:

      Hej Karen
      Ja desværre har jeg haft så travlt med alt muligt andet, at det desværre tager lidt tid at få uploadet indlæggene. Men det er bestemt en tur, der er værd at tage. Selvom vores sidste vandredag blev noget hård, især når man ikke er i træning.

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*