Sidste vandredag – destination Thorsmork


Den længste etape skulle nås i dag, 26 km stod der det skulle tage, når man slog to vandredage sammen, det viste sig senere at det må have været i omegnen af 30 km i lige linje, puha. Vi vågnede til en dejlig morgen med regnbue, tåge og solskin. Det var et frisk vejr og vi glædede os allerede til at gå videre, trods smerter i knæene.

Efter en morgenmad med hjemmeristet mysli og skummetmælkspulver med vand, var vi klar til at komme videre. Det var faktisk så lunt, lidt som den første vandredag, at man kunne smide jakken, herligt. Og de efterhånden noget medtagede solbriller blev taget i brug :)

Det ser meget idyllisk men samtidigt også næsten som om der er  noget, der eksploderer.

Det ser helt idyllisk ud, sådan malerisk, men samtidigt også som om, der er noget, der eksploderer.

Et sidste, hvor tågen letter.Det er ikke mange skilte man ser herude, men desværre er vi i nærheden af grusvej.

Af sted går turen mod Thorsmork, men første stop er ca. halvvejs og ved hytten ved Botnar, hvor det er planen at spise frokost. I går fik vi ikke så meget at spise, mens vi vandrede, da det var umuligt at gøre stop, kun lidt snacks, man kunne spise, mens man gik. Det er noget af det, jeg også holder af ved at vandre, at man kan tillade sig at spise en masse snacks såsom chokolade med god samvittighed. Det er også helt vildt, hvad vi havde med af mad, 5-6 kg mad + en stor røvfuld snacks. Det gode af det hele er selvfølgelig, at det bliver lettere hen ad vejen. Det var også her vi så de første rigtige vejskilte, som dem i byerne, men faktisk blev man nok mere trist af det, for så blev man bare opmærksom på, at der kunne være biler i nærheden.

Endnu et flodkryds, men nu er vi ved at have styr på det, og dette var en af de nemme, men dog lige så koldt.Lidt blomster var der også, så det måtte foreviges.

Endnu en flod besejres, og vi er efterhånden ved at være hurtige til at få tøj af og på og bare spæne over floden. Vi undredes over den ene, der gik barfodet og endte med at tage dobbelt så lang tid, hvilket jo i sig selv før det til en hårdere tur, da ens fødder jo er den del af kroppen, der afkøles som en af de første, og så at stå så lang tid i vandet. Men alle nåede over. Dem der ses med orange bluser havde desværre en vane med at tisse ret tæt på vandet – der er vist nogen, der ikke har rigtig vandrepli. Man ved da, at man skal gå mindst 50 meter væk fra vandområder, samme kutyme som at man ikke efterlader sit affald. Apropo affald, så var det rart, at man de fleste steder kunne komme af med affaldet ved lejrene. De to lejre, der ikke har plads til affald er Álftavatn og Botnar. Det hjælper jo også lidt på vægten.

På vej mod vores eneste cache i Island; der var ikke rigtig mulighed eller tid til flere.Så kan Botnar-lejren ses, men der er dog stadig et stykke.

Heldigvis var vejret dejligt den dag, så der var tid til siddende snack-pauser. Korte pauser må jeg vist hellere sige, for vi havde jo et langt stykke foran os, så der var ikke tid til at slappe for meget af. Nu finder Anders og jeg af og til en geocache derhjemme, så derfor måtte vi også have en i Island. Jeg havde godt nok lagt en del ind på GPSen men grundet træthed og/eller tidspres blev det kun til denne ene; den var nemt fundet! Et godt stykke efter denne cache kunne vi endelig øjne den næste lejr, Botnar. Selvom vores GPS for længst sagde, vi skulle være der. Men problemet med GPSen er jo, at den kun måler afstand fra punkter og ikke ud fra højdemeter, så godt nok var der kun en 200 m, men vi skulle jo op og ned en del gange for at nå lejren.

Det trækker op, men for det meste holder det tørt.Vejret var pragtfuld ved lejren, hvor vi nød vores frokost, nudler (de der billige pakker, man kan få overalt som blandet med lidt sauce/krydderier) og så lidt bidder af en ålerøget pølse. Hertil spiste nogen af os, ja ikke mig, vores hjemmelavede Lembasbrød, som er meget energitæt og kompakt, og som i Ringenes Herre kan holde sig ca. 2 mdr. Jeg syntes nu det var for tørt, desværre, for det mætter godt. Lejrvagten eller hvad man kalder det på dansk (camp warden) advarede os om, at det snarest kunne begynde at regne. Og ganske rigtigt startede det kort tid efter. Det var dog en mild regn, og vi fortsatte derfor til vores destination, Thorsmork.

Er der stadig så langt?Det sidste flodkryds var det værste, så langt og koldt, og med vabler og ømme fødder, blev det bare mere uudholdeligt.

Vi havde læst, at den sidste del af turen skulle være “kedelig” i forhold til, hvad vi ellers havde set. Strækningen skulle også være fladt. Helt fladt var det bestemt ikke, men det var mere ligetil. Vi gik og gik, men alligevel var der stadig langt. De 2 tyskere, som vi allerede fra vores første dag havde mødt har vi gentagne gange overhalet og omvendt. Og det var efterhånden lang tid siden, de havde passeret os. Men fra toppen af den ene klippe kunne vi se dem ved noget, der må betegnes som turens største og værste flodstrækning. Ja du har gættet det, den skulle vi over. Det var ikke lige det, vi havde lyst til eller regnet med, og jeg havde frygtelig ondt i knæ og fødder, men der var ingen vej udenom, ikke om jeg skulle vandre tilbage. Så det var af med skoene igen, og jeg kan lige forestille mig mine fødder, der var godt vabelfyldte og hævede tænke “Yes, endelig kommer vi ud”, “Argh! Det er jo koldt”, “Nå så er det ovre, i det mindste er vi i frihed”, “Neeeeej ikke de fugtige vandresokker og sko!”. Stakkels fødder. Efter at have set dagens lys og krydset den flod, som måtte gøres over flere små etaper, skulle de tilbage i de sko, de efterhånden har været i, i mange timer. Som det kan ses på billedet, var det bestemt ikke en fryd med så kolde fødder. Ja jeg var heller ikke glad for det, men jeg trøstede mig med, at der nok kun var en 2-2.5 km tilbage.

Det sidste og bestemt værste flodkryds.Solen er gået ned, og det er med at skynde sig at nå frem til lejren.

Floden kan ses på billedet ovenfor, og den var ret bred, og dyb enkelte steder, så man røg helt ned over knæene. Det var efterhånden ved at blive sent og halvmørkt. Og efter de der 2-2.5 km var vi stadig ikke nået frem, og så var det for alvor, at humøret sank. Men hvor blev vi glade, da vi så et skilt til lejren, så måtte der jo være meget kort. Men vi skulle blive skuffet igen; der var omkring 3-4 km endnu. Kl. ca. 22 nåede vi meget trætte frem til lejren. Selvfølgelig blæste det, så det ikke var helt ligetil at få sat teltet op. Og i stedet for vores 3 retters menu, holdt vi os til karry med alt hvad der hører til, hjemmetørret lammekød, hjemmelavet karrykrydderiblanding, frisk ingefær og hvidløg. Naan havde vi desværre ikke. Og til dessert blot lidt mørk chokolade, så det var en midnatskarry. Direkte i seng bagefter.



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*