Den regnfulde dag to på vandreturen


Der blev ikke taget så mange billeder den dag, da det regnede kraftigt og vinden var voldsom, med hårde vindstød. Det er farligt, så højt oppe, hvor det er meget glat og koldt. Et sted sad jeg fast i noget kraftigt leragtigt mudder. Jeg måtte Anders til at hjælpe mig, som ellers var kommet et godt stykke foran. Men det var umuligt at komme op, og hver gang man endelig fik løftet en fod og sat den i højere oppe, var det som om man gled længere ned. Lidt underligt man både kan glide men alligevel sidde fast. Det meste af dagen fik vi i noget, der må betegnes som et månelandskab. Sort og trist, men dog stadig smukt på sin egen måde, men ikke meget variation og heller ikke meget grønt.

I ly for regn under sne - gletscherlignende grotte.

Vi gjorde et kort hold ved en bunke sne, der dannede en lille bro/åben hule. Her stod man forholdsvis i læ for regn og blæst, dog dryppede det ned. Billedet ovenfor er i sort/hvid, men faktisk var virkeligheden ikke meget mere farverigt. Jeg blev gennet ud i regnen, så jeg kunne se lidende ud, mens Anders tog et billede; dokumentation for, hvor trist vejret var.

Der var stadig langt til næste lejr, så vi traskede hurtigt videre. Det regnede så voldsomt, at jeg konstant måtte ryste og vride mine handsker for vand; jeg havde dem også kun på fordi de tog lidt af vinden. Efter så lang tid er alt bare fugtigt og klamt, så allerede nu glæder man sig til, når vandreturen er slut at komme ind i tørvejr og læ. Efter et godt stykke, hvor vi var ekstra udsat var næste forhindring et stort stejlt stykke, hvor det gik næsten lodret ned. Det var virkelig en prøvelse for vores knæ, da der ikke var ret mange oplagte steder at holde en pause, og så ville man også bare ned. Det var stort set umuligt at gå resten af stykket uden at smerter i knæet, men nu var vi kommet så langt.

Dagens store udfordring var vores første flodkryds. Flere fortvivlede vandrere farede op og ned af floden for at finde det bedste sted at krydse den. Vandet gik over knæet og strømmen var kraftig. Faktisk anbefales det ikke at krydse den, når forholdene er sådan, men hvad var alternativet? At vende om efter så lang tids vandren, og det vi lige havde gået var nu heller ikke helt ufarligt. Så vi måtte over. Og efter lang tids søgen satsede vi; vi kunne heller ikke komme længere, måske hvis man gik en kæmpe omvej, men det var der vist ikke nogen, der havde i sinde at gøre. Vi kom også over, selvom det var hårdt med al den oppakning, og man kunne mærke strømmen tage fat i én, og nå ja så var det pissekoldt!

Det tog os noget tid at få varmen helt igen, men så var vi også af sted igen. Billedet ovenfor er fra et ekstra flodkryds, som ikke var nær så voldsom, men stadig lige så koldt. Den første lejr, vi kom til, var ret kedelig, men planen havde fra starten også været at fortsætte, og efter en hurtig nuddelfrokost fortsatte vi, de ekstra 6 km, som så ville give os en gåtur på i alt 17 km, den dag. Det sidste stykke var ret nemt, der skulle man desværre det meste af tiden gå ved en grusvej, så meget for isolation fra omverdenen. Da vi kom frem til lejren kom solen frem, og vi var meget glade for at vi havde fortsat; det var nemlig en hyggelig lejr, lejren ved Hvangill. Anders’ mobil havde ligget hele dagen, i det voldsomme regnevejr, i jakkelommen, som ganske vist var en regnjakke, men så meget regn, kunne den nu alligevel ikke klare. Det betød, at vi måtte efterlade mobilen i lejren, for den var fuldstændig ødelagt, skærm helt dugget og batteriet var blevet dobbelt så stort. Heldigvis var det en meget gammel mobiltelefon.

Aftensmaden den aften stod på kantarelsuppe til forret, ungarsk karrygryde med Karl Johansvampe og chokolademousse, som rettere var chokoladesuppe, da vi havde glemt, vi kun havde taget en halv pose med men fyldt vand i til en hel. Pyt, det smagte fint, og vi var sultne.



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*