Bil, flåt og vandretur


Det er nu rart med internet; for man er jo blevet så afhængig af det. I dagene hvor jeg ventede på strømmen, var det nu ikke internettet, der irriterende os mest, men bare generel strøm. Ventetiden var lang, jeg var “spærret” inde i ca. 3 dage, for jeg ventede på de skulle få strømmen igen. Der skulle være fri passage og alt slukket, men vi vidste ikke, hvor den afbryder sad. Så jeg blev hjemme, så de evt. kunne lukkes ind. I den forbindelse var der ikke så meget andet at lave end at løse sudoku, læse eller lignende. Det eneste selskab, jeg havde i den tid var en flåt, kaldet Pelle Flåt, som vi inden vores rejse havde fået foræret af Anders’ lillebror. En dag fangede jeg Pelle på fersk gerning i færd med at løse en af mine sudokuer.

Pelle Flåt løser sudoku.Men det er nu en sød lille flåt, han minder mig, om dengang jeg havde en edderkop, som mindre. Sikke jeg elskede, at den kunne hoppe, og man kunne gå tur med den. Men den gik i stykker, i hvert fald, det der får den til at hoppe, skønt jeg prøvede at tape den sammen, måtte jeg indse, at den aldrig ville hoppe ordentligt igen. Så den røg vel ud, men jeg ved, jeg ikke selv nænnede det.

I mandags (d. 15 oktober) fik vi efter at have været hos forskellige bilhandler; nogle af hvilke ville sælge os en gammel og halvslidt bil til mange penge, fik vi købt en bil.

Vi prøvekørte to biler, jeg kun den ene, og valgte så (som Anders allerede har fortalt) en rød Honda Integra fra 1990, der har kørt ca. 190.000 km. Prøvekørslen for mit vedkommende var ved at gå galt, jeg havde ikke holdt mig i min side, men det gik. Man skal jo lige vænne sig til automatgear og kørsel i den forkerte side af vejen. Vores bil i Melbourne, en Honda Integra fra 1990.Bilen fik vi desværre først torsdag, da den skulle igennem et tjek, for at kunne konstatere, at ja, den kan køre og er sikker. Anders måtte selv ud og hente bilen, for at spare penge på MetCard, han var jo allerede i nærheden (universitetet), og selv køre hjem i Melbournetrafik. Jeg var lidt urolig, og især da også da det tog mellem 1 og 2 timer for ham at komme hjem, men det gik og bilen kom sikkert hjem. Nu står den så fint på vores parkeringsplads, der hører til lejligheden, bag en stor, sort gate, der kun kan åbnes med en fjernbetjening. Til gengæld kan man så åbne den fra lejligheden, så det er en følsom fjernbetjening. Gaten til lejlighedskomplekset er ikke så sikker som først antaget. Udover at den står åben det meste af tiden, fordi folk ikke gider lukke og åbne den (den kommer også rengøringsfolk m.m.), så er den faktisk nem at åbne udenfra. Man stikker bare sin hånd ind igennem gaten og lukker op. Hvis de nu havde været smart havde de lavet en gate uden mønster og huller.

I lørdags tog vi så endelig på første første tur i bilen. Anders lader som om han har styr på, hvad der kan være gal med bilen og om alt er som det skal være.Det tog lidt tid at beslutte os om stedet, men til sidst blev det Marysville, godt 95 km fra Melbourne. Ved hjælp af vores nyindkøbte gps (som også kan navigere os uden om toldveje som der er nogle stykker af i Australien); vi fik faktisk den nye mobil til samme pris som den gamle, da de ikke havde flere, herligt, fik vi fundet en rute. Vi valgte den lidt længere men eftersigende smukkere tur derud. Det viste sig imidlertid at være for meget for vores bil. Den kunne ikke klare bakkerne, da vi kørte i bjerget. Jeg troede bare Anders ikke kunne finde ud af at styre bilen, men det viste sig, at det var gearene, der var blevet overophedet. Så vi holdte en pause, så røgen og stanken kunne lægge sig. Jeg havde opgivet alt op og troede det var sket med bilen, og at vi allerede ville få brug for vores RACV (en slags flackservice). Vi gav bilen en chance til, og det klarede den fint. Vi blev i hvert fald enige om, at vi tog den anden vej hjem.

Vi ankom helskindet til Marysville og fandt hurtigt en gratis parkeringsplads. Det er ikke som i Melbourne og sikkert andre større byer, der koster det overalt, pånær nogle pladser ved supermarkeder. Men man skal være vaks for tidspunkter og hvor længe man må holde et gågældende sted skifter fra vej til vej, ja selv nogle steder på samme vej er det anderledes. Så er man glad for, man har en sin egen parkeringsplads. Vi havde ellers planlagt, at skulle prøve at finde nogle geocacher, for lige at teste om vores gps kunne finde dem. Vi opgav efter et stykke tid, da vi stod midt i ingenting. Måske vi skulle prøve her i Melbourne.

En rigtig stor bamse!Den afskyelige snemand eller rettere snekvinde.

I Marysville fik vi taget enkelte billeder. Blandt andet kunne jeg ikke modstod, den største bamse, jeg har set. Derudover var der en afskyelig snemand….uha (nok lettere at se når man klikker på billedet, så det kan ses større).

Den vandretur vi tog på ved Marysville; 10 km.

Puha så skal der nydes noget koldt vand.Efter frokost drog vi afsted på vandretur. Længden af vandreturen var ikke planlagt på forhånd, men vi ville prøve en 10 kilometers tur, der skulle vise det bedste fra området inklusiv Steavesons Falls. Jeg var hurtigt ved at opgive, da vi først kom i gang, for det var en stejl omgang (som vi så bagefter fandt ud af, stod i brochuren), og så var det varmt. Desuden havde vi kun 2 liter vand med. Men ved hjælp af en kæp som vandrestav klarede jeg de første 3 km. Vi kom til en udsigt, som desværre ikke allerede var vandfaldet men udsigt over Yarra Vally. Jeg var lidt for udmattet til at nyde det helt. Jeg tog chancen og satsede på at klare næste etape, godt 4 km.

Udsigt over Yarra Valley.

Det viste sig at være meget lettere, dog var der nogle hårde områder, hvor det gik meget stejlt nedad. Jeg så også en slange, der vist blev forskrækket af mig, men jeg blev nu også forskrækket. Anders nåede ikke at se den, for han er altid så langt foran, og da han kom tilbage var den væk. Jeg aner stadig ikke hvad det var for en slange, men den var i hvert fald 1 meter og meget mørkegrøn og sort. Vi også nogle firben, og så kom jeg til at tænke på den gang, jeg var i Frankrig med mine forældre, hvor vi boede i en mølle. Der havde vi, også et “kælefirben”. Den var der i hvert fald hver dag, indtil jeg kom til at røre ved den og halen faldt af. Desværre kan jeg ikke huske, hvad vi kaldte den.

Tree Fern Gully.Steavesons Falls.

Efter vi var kommet til vandfaldet, som Anders fik taget en masse, forholdsvis ens billeder af, var det tid til at komme tilbage til bilen. Vi kunne enten taget vejen eller resten af vandrestien. Faktisk ville det ikke gøre det store forskel, hvilken man tog, så vi tog selvfølgelig vandrestien. Også her var der en masse bregner, men nu hed området også Tree Fern Gully (Bregneskoven). Stille var der ikke på vores vandretur. Udover fuglelyde og lyden af vand i nærhed, var det meget bekymrende at høre de høje træer knirke hele tiden, især fordi der var faldet og fældet så mange træer, at stien var blevet mindre farbar. På vores tur mødte vi også 5 mennesker på mountainbikes. Ikke om jeg kan forstå, hvordan de kunne gennemføre det, men de måtte i hvert fald af deres cykler mange gange, og personligt synes jeg det er hyggeligere at vandre.

Pelle Flåt nyder skovturen.

Turen hjem til Melbourne foregik i mørke, og vi fik lejlighed til at teste lygterne. Det gik fint, for denne gang havde vi valgt den hurtige rute med asfalterede veje og med mulighed for sikkert at kunne køre hurtigere end 20-30 km. Det var en sen aftensmad vi fik os, men den smagte herligt oven på sådan en vandretur.

Jeg kan virkelig mærke, at jeg ikke er vant til at vandre sådan, og slet ikke i bakket terræn, og jeg har siden da haft ondt, men der skal normalt heller ikke så meget til. Søndag blev en afslapningsdag med hjemmelavet brunsviger; man kan jo ikke få noget der ligner det eller wienerbrød, så man er nødt til at lave det selv. Den brune farin de har hernede er en meget lys en, men det smagte godt og resultatet blev fint, nu det var første gang i gasovn. Vi er så småt gået i gang med at planlægge, hvor vi skal hen næste weekend. Vi skal jo begge have trænet lidt i at køre inde vi skal til sydney om 2 uger. Især jeg skal have trænet; jeg har ikke fået kørt siden prøveturen. Omgivelserne hernede er nu heller ikke så trygge, der er meget kaos.



3 kommentarer »

  • Halina siger:

    Godt klaret Dorte.
    Sikke store bregner! Som træer!
    Det var heldig, at bilen kunne køre. Måske var det for varmt til bilen, den har manglet afkøling i sådan et svært terræn.

  • Halina siger:

    Er du i Sydney til din fødselsdag?
    Sydney er verdens bedste storby, skrev avisen i går.
    Læserne af det internationale rejsemagasin Condé nast traveller har i den årlige afstemning, Readers’ Travel Awards, stemt delstaten New South Wales’ kosmopolitiske hovedstad ind på en førsteplads foran New York.
    Ren og nem by:
    Stemningen i Sydney er afslappet, men livlig, og byen er billedskøn. Design er i højsædet med smarte hoteller og fremragende køkkener. Og så lægger Condé Nast travelles læsere stor vægt på, at Sydney er en stor by og nem at finde rundt i.

    Så jeg venter spændt på jeres oplevelse af Sydney.
    Og nu får du lejlighed til at få mere erfaring med at køre bil. Der er mange kilometre til Sydney. Pøj pøj.

  • Dorte Klerke siger:

    Ja jeg er i Sydney til min fødselsdag. Vi regner med at tage afsted fredag d. 2. november eller lørdag d. 3. november. Vi er så småt gået i gang med at købe telt og campingsudstyr…det bliver billigere i længden, og så kan vi bedre lave længere ture. Desuden skal vi alligevel bruge det i Canada. Planen er så at tage afsted d. 10. november fra Sydney, men inden da og måske på min fødselsdag, skal vi ud at dykke i Sydney. Det glæder jeg mig til.

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar til Halina

*