Søpapegøjer og kurs mod Skaftafell


Tidligt oppe, kl. 5.30, for at gå en morgentur i håb om at finde nogle søpapegøjer. Vi gik et stykke tid og var ved at opgive, da jeg pludselig spottede den første, “DER!”. Hvor var den sød, men desværre så langt væk. Hvis vi havde haft en bedre linse, kunne vi måske have fået nogle ordentlige billeder. Faktisk sad der en forholdsvis tæt og kigge op på mig; vi fik øjenkontakt, men den forsvandt, da Anders kom nærmere. En skam.

Tidligt op og ud på en lille søpapegøje-gåtur.En lille flok søpapegøjer; de fleste er taget til havs.

Man kan bare ikke stå for de dyr, og jeg overvejede at købe en udstoppet, da jeg har set en del af dem, men da det jo er lidt synd, og sjovere at have en levende, og det sikkert var pænt dyr, droppede jeg det. Desværre fik jeg heller ikke fat i en plysudgave, pyt. I alt fik vi vel set en 10-15 søpapegøjer eller lunder, som de også hedder.

Fin udsigt fra Heimaey, hvor man kan se de andre småøer.

Vejret var rigtigt fin, så tidligt op morgenen, og faktisk måtte jeg smide jakken, da solen kom frem. Rigtig idyllisk, og man kunne se en del af de andre Westman-øer. Selvom det på billedet ovenfor ligner en ny ø, er det faktisk bare et stykke længere fremme af selvsamme ø, Heimaey.

Dejligt vejr, selvom klokken kun er omkring 6 om morgenen.Får på golfbanen på Heimaey.

Får er der masser af i Island, og tilsyneladende elsker de også at spille golf eller i hvert fald at nyde godt af greenen, for det var en meget velholdt græsplæne. De troede nok vi prøvede at genne dem sammen, men faktisk var vi blot på vej tilbage til lejren, men lidt bange blev de. Allerede kl. 10 samme morgen var vi med færgen igen, men vi kunne nok sagtens have fået en hel dag til at gå herovre, men det må blive en anden gang, for vi har et forholdsvis stram tidsplan for road trippen.

SkógarfossBlack sand beach near Vík.

Efter at være kommet over på “fastlandet” satte vi kurs mod Skaftafell eller rettere Svinafell campingplads. På vejen gjorde viet stop ved Skógarfoss. Vejret kunne vi ikke klage over, det regnede ikke. Vi stoppede også ved Black Sand Beach, som skulle være en særlig strand med sort sand. Men faktisk har vi set nogle flere med sort sand på vores senere tur, men det var bestemt en fin udsigt, man her fik.

På road trip.

Vi var kørt til benzinstationen markert på kortet, i håb om at kunne købe lidt ekstra at spise, men det var desideret bare en benzinpumpe uden betjening, som så noget nedlagt ud, så vi kørte tilbage. Ved campingpladsen, som vi havde lidt svært ved at finde i starten, var der mulighed for at komme i en hot pot, mod betaling. Vi overvejede det også kraftigt, men der var hele tiden godt med mennesker på det lille sted. Det er også det eneste sted i en radius af mange km, så folk kom lang vejs fra. Teltet blev sat op i regnvejr (det begynder typisk omkring kl. 14 med at regne), men det gik hurtigt nok. Campingpladsen havde både brusere og et stort indendørslokale, hvor man kunne lave mad og få varmen.

Der var en del larmende hollændere og englændere, som var del af en stor gruppe på en 20 stykker; en del af dem strikkede, men jeg syntes jeg var for træt og våd til at give mig i kast med strikningen, og derudover driller mit strikkeprojekt mig lidt. En forsker var i gang med at undersøge en masse stenprøver, han havde taget i området. Vi gættede på, han måtte være geolog af en art. Rigtig mange sten i forskellige størrelser, som han til sidst havde arrangeret meget nøje, en efter hinanden.

Dagens aftensmad bestod af lidt pulversuppe til forret, panang karry med couscous og bær og så jordbær trifli (selvfølgelig havde vi tørret jordbærrene selv og alt det andet).



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*