Cze foss, cze Svartifoss


Så kom vi endelig i bad, eller rettere, det var kun mig desværre. Dagen bød på fint tørvejr og lidt sol. Desværre var vi nødt til at  pakke vores telt ned, mens det stadig var vådt, men heldigvis skal det jo snart slås op igen.

Svartifoss

Dernæst kørte vi til informationscentret i Skaftafell. Vi havde snakket om en gletschertur a la den, vi havde i New Zealand, men vi besluttede os for blot at vandre en tur i området, hen mod en af gletscherne; så var vi også for os selv og kunne bedre gøre som vi ville. Vi havde regnet med at turen hen til Morsárdalur-gletscheren kun var på 9 km retur. Det viste sig hurtigt, at det kun var til dalen at der var 9 km, så vi endte med en lille vandretur på 18-20 km.

Det første stop var Svartifoss, som kun lå ca. 3 km fra start. Her vandrede de fleste turister, men det var også her, de fleste stoppede igen. Det er et udmærket vandfald, men ikke så specielt som mange andre, vi efterhånden har set. Det sorte er selvfølgelig fordi basaltsøjlerne er sorte, men ellers så vi også mange, der lignede dette vandfald.

Udsigt fra vores vandretur til MorsárdalurMorsárdalur-gletscheren

Vi traskede videre, og kom op på toppen, hvor vi gik i et herligt svamperigt område – i hvert fald var der en masse rørhatte, og det var virkelig fristende at tage dem med til aftensmaden, men det er nok ikke tilladt, så vi lod være. Skuffelsen var stor, da vi opdagede at vi for foden af bjerget kun var nået til dalen, men gletscheren var ej heller at se fra dette sted. For ikke at komme tilbage med en tom følelse af ikke at have set gletscheren gik vi videre, trods den lidt kedelige og ikke så pragende mad, vi havde med. Frokosten bestod af tørret kød (Beef Jerky), Tuc-kiks og tørret fisk (Hardfiskur – billede kan ses længere nede).

Morsárdalur-gletscheren - hvor man kan se isflager flyde rundtLidt blomster var der også så højt oppe :)

Vi måtte smide noget af tøjet, da vi fik det ret varmt ved opstigningen. Det havde været ret køligt, så jeg havde personligt et lag uld over det hele – puha det var alt for varmt. Det meste af vandreturen var i skov, men den sidste del var ret åben, men vi syntes det var mere  interessant at gå ved vandet og over alle stenene – så kunne man også bedre holde øje med gletscheren. når den lidt efter lidt kom til syne. Det var svært at få helt gode billeder ved den lille gletschersø, da lyset var lidt specielt. Der var nogle sjove porøse sten ved søen, som dem var vi selvfølgelig nødt til at røre ved. I selve lagunen lå flager fra gletscheren, og især en lignede en sæl, hermed døbt “Sælven”. Vi mødte enkelte andre vandrere men nogle havde en lidt speciel beklædning – cowboybukser, fine skindstøvler som næppe ville være umærket af terrænet.

Et lille frivilligt flodkryds, hvor man kunne beholde skoene på

Turen tilbage havde vi også stort set for os selv, men det var også ved at blive hen mod aftenstid.

Hardfiskur

Billedet ovenfor viser de nævnte tørrede fisk – Hardfiskur eller her er det i med en anden betegnelse Bitafiskur (små bidder af fisk). Meget energiholdig og sund snack.

Sidste billede fra vores gåtur, det blev på 18-20 km i stedet for 9 km

Tæt ved parkeringspladsen, faktisk i nærheden af denne sø, mødte vi et franskklingende par, der spurgte om vej til Svartifoss, eller han råbte “Cze foss, cze Svartifoss, tat direction?”, da jeg næsten var helt væk fra dem. Jeg tænkte mig ikke lige om og svarede da jeg, det er den vej, hvilket det også var, men bestemt ikke den hurtigste. Jeg havde vist i hovedet, at jeg stod ved vores start fra tidligere, så jeg fik også kun sagt at det var 3-4 km væk. Det var så ikke rigtigt, det var nærmere 9 km væk – den ene retning. Hvis de havde gået den anden vej havde der kun været en 2 kms tur. Stakler, men man kan nu også åbne øjnene og undersøge og forberede sig lidt. Hvis de havde overnattet ved infocenteret, vidste de det også. Men vi kom også tilbage til centret, og jeg var efterhånden træt og sulten. Men planen var at køre helt til Höfn.

Anders ved gletscherlagunen Jökularslón

Undervejs og dagens sidste attraktion var ved gletscherlagunen Jökkularslón. Og sikke en flot lagune. Lyset var også meget specielt, og mørkt her ved aftenstid. Vi så faktisk en sæl, der vældigt hyggede sig i lagunen. I Höfn nåede vi lige at handle i Netto inden de lukkede 15 minutter efter. Aftensmaden bestod af hakket oksekød med tomatsauce, pasta og ost. Til dessert chokolademuffins fra DanCake samt chokoladeovertrukne, hårde lakridskarameller – alt er chokoladeovertrukket herovre.



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*