The Hanging Rock og kranbil


Dagen i går startede med at sætte urene en time frem, så vi i forhold til Danmark nu er 10 timer og ikke 8 timer foran, for I stillede jo urene en time tilbage. Det skøre hernede er for det første, at det ikke er hele Australien, der sætter urene frem og for det andet havde bl.a. Tasmanien og Vestaustralien for længst at sat deres ure frem. Planen er vist at resten af Australien en gang også skal have sommertid/vintertid eller som de kalder det “Daylight Saving Time”.

Vejret skulle være ok, så vi planlagde at tage til “The Hanging Rock”, godt 90 km fra Melbourne. Det kostede 10 Aud at komme ind med bilen eller rettere for at komme ud igen. Man kunne nemlig sagtens komme ind, men skulle i en automat indenfor købe en billet for at komme ud. Området så hyggeligt nok ud, dejligt med noget ægte natur.

En kort og let vandretur, 2 km ca., op til toppen af stensamlingerne, var første mål på dagen. Kort efter billedet her blev taget så jeg en sto, mørk wallaby eller kænguru (det gik meget hurtigt så det var ikke helt til at vurdere, men det var nok en wallaby). Desværre nåede Anders ikke at se den, men vi så senere en lille en, tæt ved stien.

Jeg sidder ved Hanging Rock, Victoria, Australien.

Vi fandt hurtigt ud af, at området rummede meget dyreliv, som vi også var blevet lovet. Vi så wallabys, kænguruer, papegøjer, kookaburras og andre sjove fugle. Desværre fik vi ikke nogen koalaer at se. Det giver alligevel en anden følelse, når man ser dyrene i det fri, i deres rette element og ikke i en zoo eller park.

Mums mad smager generelt bedre i det fri (i smukke omgivelser).

Vi nød vores hjemmesmurte sandwich i det flotte landskab, men man skal passe på, for der kan være glat, og der er en del stejle steder med huller, så man kan falde ned. Vi så et skilt, der var blevet sat fast i en sten, at (som vi antager) en 13årig dreng var faldet ned og var blevet dræbt, så vi passede på.

Vi fandt også selve “The Hanging Rock”, selvom den ellers var godt gemt.

The Hanging Rock.Udsigt fra The Hanging Rock, Victoria, Australien.

Stenformationerne på toppen var virkelig flotte, men det er som om, de billeder vi prøvede at tage, ikke rigtigt viste den stemning, som når man står deroppe. Billederne lignede bare kedelige sten, og jeg tror man skulle være der, for rigtigt at opleve det. Men sikke en udsigt, der var.

Da vi kom ned igen, så vi en kænguruhun, der var kommet helt hen il cafeområdet. Som man måske kan se på billederne havde den en stor klump under sig; hun bærer rundt på en unge (en joey) i sin pung. Hun var meget tam, og lod ikke til at have noget imod at blive aet og nusset, bare det ikke var for meget eller for mange mennesker omkring. Jeg synes det var meget sjovt, hun alligevel turde være så tæt og så især med en unge i pungen.

En grå kænguruhun med unge i pungen.Jeg klapper en grå kænguru ude i det fri.

Vi tog en lille gåtur rundt i området og der så vi en 5 kænguruer komme hoppende efter hinanden, 2 af dem var unger. Det så vældig hyggeligt og idyllisk ud. Da vi kom tilbage fra den lille gåtur var hunkænguruen fra før væk; hun var også blevet gradvist skræmt længere og længere væk. Vi ved jo hvordan børn er, så skal der klappes og der skal blives ved. Og der var mere end 1 af gangen henne ved hende.

Vi drog hjemad, jeg kørte. Det gik fint og hurtigt, for der var motorvej eller hvad de kalder det, det meste af vejen; i hvert fald måtte vi køre 100 og 110. Godt 10 km fra Melbourne begyndte det at gå galt. Gearsystemet svigtede. Uanset hvor meget eller hvor hårdt jeg trykkede på speederen skete der intet. Så vi måtte holde ind til siden med havariblinket tændt.  Vi ventede et stykke tid, hvor vi skiftede plads så Anders kørte, så prøvede vi ellers igen. Men nogle km efter skete det igen. Vi var efterhånden så tæt på, så vi ville prøve en sidste gang, men sikke vi fik humpet afsted, og det endte med, at vi måtte trække til siden, selvfølgelig et sted vi ikke måtte holde. Normalt er folk flinke hernede, men ikke om jeg fatter den kvinde, der dyttede af os. Vi var på vej ud af krydset, meget langsomt og med havariblinket tændt…så dytter man da ikke, når der er noget galt, altså.

Vores bil ville ikke mere - møgspand!

Vi fik ringet efter RACV, og der gik ca. 40 minutter inden der dukkede en gut op for at se på den. Han kunne ikke hjælpe, men bekræftede at der var noget galt med gear m.m. Han tilkaldte så en tow truck (en kranbil), som vi måtte vente yderligere 40 minutter på. Det er nu, man er glad for, at vi havde fået medlemsskab af RACV, når man får brug for det så hurtigt (efter 1 1/2 uge).

Så det endte med at vi kom noget senere hjem end planlagt, 2 timer faktisk, så vi frøs kængurufileterne vi havde købt (nænnede heller ikke helt efter lige at have klappet en) og købte nogle pizzaer for hurtigt at få mad. Vi nødt lidt pepsi max til, som jeg endelig har fået smag for, men ikke alle colaer; nogle er stadig for søde til mig. Hvis der havde været en sushibar i nærheden havde vi nok spist det i stedet. Det smagte jeg for første gang for nogle dage siden. Det er ikke så tosset, men jeg synes det er bedst med rullerne, de har ikke helt så meget rå fisk og det er mere integreret. Det var heller ikke al fisk, der faldt lige i smag. Faktisk var de bedste ruller nogle af de mere specielle, tilberedte nogen, såsom pekingand, teriyakikylling eller lignende. Det er i hvert fald let og nemt mad. Og hernede er det meget billigere end derhjemme, men det kunne jo bl.a. skyldes alle de asiater.



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*