Wildlife Wonderland og The Giant Earthworm Museum


Efter en ok nattesøvn spiste vi morgenmad, igen billige pandekager med marmelade, pakkede teltet ned og drog mod stranden. Desværre var denne strand ikke nær så hyggelig, især på grund af de mange fluer. Da vi skulle have tiden til at gå inden kl. 10, hvor Wildlife Wonderland og herunder The Giant Earthworm Museum åbnede, sådan ca. 30 km derfra, kørte vi videre og væk fra øen. Vi gik en tur ved havnen og så en masse pelikaner, 11-13 stykker. De er nu så flotte, selvom de er lidt klodsede til tider, men sikke et vingefang. De er godt nok nødt til at bremse en del, når de skal lande. Men morsomt ser de ud, især på det billede nedenunder, hvor en pelikan er i gang med at klø sig; pas på ikke at falde siger jeg bare.

Når det klør, så klør det.

Inden vi drog videre fik Anders en meget tiltrængt kop varm og stærk kaffe. Vi ankom til stedet, Wildlife Wonderlan, der ikke ser ud af så meget udefra, men der er nu heller ikke så meget information om stedet. Jeg havde læst, inden vi kom, at det virkede som en gård, privatejet og ikke skilte ved alle dyrene etc., men at det skulle være hyggeligt.

Vi betalte og fik en lille spand med tørvepiller til at fodre kænguruerne med. Der var ikke mange mennesker, men nu var se selvfølgelig også lige åbnet for dagen. Der var ikke gjort så meget ud af de forskellige bure til dyrene, det var almindelige hegn, hvoraf nogle så lidt faldefærdige ud. Den eneste indhegning, der var anderledes var wombatternes, i hvert fald den del der var indendørs i mørke. Det var her vi så vores første rigtige wombat. Det jeg mener med “rigtig wombat” er, at den hverken var død eller sov i en underlig stilling. Vi kunne faktisk se, at det var et dyr og hvordan den så ud. Faktisk sød selvom det bare er en pølse med ben og snude. De ville i hvert fald gerne snakke. De har endda et forældreløsprogram for wombatter, eller i hvert fald tager de sig af dem, og sætter dem ud igen. Der var pt. ingen små wombatter, desværre. Wombatter har ikke røde øjne, det er blitzens skyld, men jeg har ikke lige haft tid til at fjerne de røde øjne.

Wombat, Melbourne, Australien.Kænguruer fodres.

Vi gik straks hen til kænguruer for at kunne komme af med maden, men da også for at komme til at se dem. De bor frit, men var alle samlet i to klumper for enden af indhegningen. Jeg var til tilbageholdende med at skulle hen og fodre dem, for godt nok havde jeg fodret en wallaby og klappet den, men de her kænguruer er enorme; nogle af dem i hvert fald. Men fodret blev de. Der kom en mindre kænguru hen for at fodres og senere kom den store, der se på billedet ovenfor. Sikke grådig den var, og det gjorde faktisk lidt ondt, for den var ivrig og havde større tænder. Men hvis jeg kan klare det her, så kan jeg vel også fodre en hest, som jeg altid har været bange for. Jeg fik endda overtalt Anders til at fodre den lille kænguru; man kan ikke tage fra Australien uden at have fodret eller rørt ved en kænguru.

Mig sammen med en stor kænguru.

Den store kænguru var så grådig så den fik resten af maden, jeg regnede ikke med der var andet at fodre, men vi fandt så senere en flok wallabies, æv for de er så søde, og de virkede lidt triste over jeg ikke havde mad med. En Alpaca (nej de ligner da slet ikke lamaer hehe), der gaber.Vi gik videre og mødte 2 alpacaer (de ligner meget lamaer), som fulgte os et godt stykke af vejen, men det var nok mest på grund af den spand, der nu var tom; de fleste dyr genkendte vist den spand. Vi så også en flok emuer sammen med en flot får og en ged. Fårene havde valgt at stå under de små broer der var, mystisk. Emuer er og bliver grimme, men de har nu deres øjeblikke, hvor de kan se søde ud, se f.eks. bare det billede nedenunder.

Mange af indhegningerne var ret beskidte, der var i hvert fald en hel del ekskrementer og snavset vand. Ok de var vist i gang med at rengøre et eller andet, men man burde da have det i orden inden man åbner. Desuden kan alle de ekskrementer næppe komme fra en dag, men ok f.eks. i de der openrangeområder, hvor dyrene lever forholdsvist frit, er det svært at gøre rent, men man kunne måske fjerne lidt eller lægge halm eller hvad ved jeg.

Emu; de har deres øjeblikke.

I slutningen af parken var der fugle, papegøjer, og her mødte vi en sød, hvid kakadue, der gerne ville nusses, den stak i hvert fald hovedet ud gennem tremmerne og sagde “Hello gorgeous”; sådan en lille charmør. Den fik da også en god omgang inden vi gik videre ind til sidste del, The Giant Earthworm Museum.

Kun for orme, The Giant Earthworm Museum.Det var faktisk en stor den af grunden til vi kom, mest for at kunne sige man har været der, det er jo ikke alle steder der er regnormemuseer. Faktisk skulle der have eksisteret og måske stadig kæmperegnorme og der var både billeder, video og døde orme i glas, men desværre er de vist truet, så de kunne ikke have levende eksemplarer. Til gengæld kunne man opleve livet som orm. Der var en kort og mørk labyrint og så var der huller man kunne stikke hovedet op i og se fra ormens perspektiv. Jeg er stadig et legebarn, så det skulle da også prøves selvom der stod det kun var for orme hehe, nu havde vi jo også betalt for det.

Det var tid til at komme hjem, vores Melbournehjem altså, kl. var ca. frokosttid, og vi ville eventuelt stoppe på vejen hjem og spise noget. Da vi var godt 15 km fra Melbourne begyndte bilen, ja som den jo efterhånden gør hver søndag (næsten dag), at opføre sig underligt og gå næsten i stå. Vi kæmpede, som vi efterhånden er vant til, med at komme tøffende hjem. Konklusio: bilen skal til mekaniker igen, ak, lorte bil. Det er 3. gang inden for en måned ca.

Vi har forresten bestilt billetter til Tasmanien, en lille weekendtur. De reklamerede på australsk tv, at Tiger Airways fik en ny rute, og det fejrede de ved at have alle ruter nedsat. Så vi slog til. Prisen var fra 29 AUD hver vej, men da de var lidt skøre tidspunkter, blev det lidt dyrere. Så fra februar den 14. februar (Valentines dag, men det var nu ikke derfor, det passede bare bedst, så det ikke var så tæt på vores flyvetur videre fra Australien) og til den 17. februar 2008 er vi i Tasmanien. Her forventer vi stor velkomst med åbne arme, nu vores kronprinsesse Mary jo er derfra, ikke fordi jeg går ret meget op i det royale derhjemme i Danmark. Ok vi har aldrig hørt om Tiger Airways og de mangler da vist også godkendelse af nogle ruter, men vi satsede, for vi kunne ikke se, hvorfor det ikke skulle godkendes eller hvad det var. Ellers ville vi vel få penge tilbage, nu de sådan reklamerede på tv.



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*