Wilsons Promotory National Park – The Prom


Glade over at have fået vores bil tilbage igen. Blev det besluttet at tage på en weekendtur. Vi ville ikke for lang væk, hvis nu bilen skulle strejke, men alligevel ikke så kort, at vi ikke kunne komme til at overnatte ude i det fri. Så vi valgte endelig at tage til Wilsons Promotory National Park eller bare The Prom, som den tit bliver kaldt. Den ligger godt 230 km syd for Melbourne. Denne gang havde vi pakket det meste aftenen før for at være sikre på at huske det hele. Resultatet blev 8 liter vand, telt og andet udstyr. Jeg blev den heldige “vinder” af en 17 kg tung vandrerygsæk, mens Anders var lidt heldigere med en ca. 15 kg tung taske. Heldigvis ville taskerne blive lettere, når vi fik brugt vand og mad.Anders i Wilsons Promotory National Park.Vi holder en frokostpause i Wilsons Promotory National Park; starten af vores vandretur.

Efter en god køretur ankom vi til Tidal River, som er den eneste by i The Prom. Her booker man ture og overnatning. Det var vores hidtil billigste overnatning til 13.80 inkl. bil, så lidt over 5o kr. Det sted vi helst ville have var booket. Så vi valgte det næsttætteste sted, Little Waterloo Bay, der kunne nås ved en vandrtur på 12 km. Vi blev transporteret med en lille bus til startstedet for vandreturen, og som hende vi bookede hos sagde, at når vi havde gået den første strækning, ville vi med garanti gerne gå en anden vej hjem, hvilket vi også endte med at gøre.

Wilsons Promotory National Park.Den første del af turen var ikke noget specielt, en stor grusvej med lidt træer og krat. Der var ikke megen skygge, men vi fandt da en plads, hvor vi nød en sen frokost; så fik vi også allerede udryddet lidt vægt. Den sidste del af turen, som billedet ved siden af, ligner næsten noget fra filmen Ringenes Herre. Det værste ved turen var fluerne. Uanset hvad man gjorde, var der altid en, der ville ind i øret, munden eller næsen på en. Faktisk lykkedes det en flue at komme et stykke op i næsen, føj hvor var det ubehageligt. Ikke at jeg ikke gjorde forsøg på at få dem væk; rystede hovedet fra side til side, så også min hestehale kunne tage nogle stykker, at tale fluerne til fornuft “Nej fluen!”, “Det er min næse, flue!”, ligemeget hjalp det.

Det sidste stykke af turen hen til lejren var mere udfordrende. Her var vi nødt til at smide sko, strømper og hive op i bukserne for at krydse noget vand. Det var ikke umiddelbart let at se, at man skulle den vej, men heldigvis var der nogle foran os, og det så ud til, der var en sti videre. Efter at have fået skoene på igen, var det noget af en balanceøvelse at krydse de store sten med den tunge taske på ryggen, men det gik.

Sten, Wilsons Promotory National Park.Wilsons Promotory National Park.

Vi ankom endelig til lejren, hvor både den store wallaby og jeg blev forskrækket af hinanden. Af faciliteter var der et toilet uden toiletpapir, hvor man skulle pumpe vand. Puha det lugtede, og det hjalp da ikke, da en af de andre havde pisset ud over det hele på brættet. Hvad er det da også for noget at drikke sig fuld i en nationalpark, og så en midaldrende mand haha. Men altid noget man da bruge naturen og bare tage papiret med ;)

Vi nød udsigten inden vi indtog aftensmaden, der bestod af dåsetun og laks fra pose. Dette blev hældt i individuelle poser blandet med dåsemajs, tomater og agurk, hertil lidt wraps. Det var ikke luksusmad, men det var ok. Desserten bestod af twix.

Udsigt fra Wilsons Promotory National Park.Udsigt fra Wilsons Promotory National Park; ved Little Waterloo Bay.

Vi sov ok; men vi havde også husket soveunderlagene. Vi blev vækket sådan 5-6 stykker af en flok meget larmene australsk ravne, som lyder som nogle forkølede ænder, men bare meget højere. Men alligevel kunne vi da trække tiden og slumre lidt. Derefter stod den på pakning af telt og morgendyk, men kun for Anders’ vedkommende, jeg synes stadig vandet virkede lidt for koldt. Efter morgenmaden, jep pandekager med syltetøj igen, vendte vi næserne hjemad mod Melbourne. Vi tog den længere tur, 16.5 km, men den var også meget hyggeligere. Det var hårdere hjemad, for det var lige steget nogle grader, så det endte med at blive en varm tur i 27-30 graders varme. Så ja lidt røde blev vi. Vi købte os noget frokost, da vi ankom til Tidal River igen. Desværre var der kun fastfood, men sultne var vi. Inden vi helt forlod The Prom, tog vi en tur til Squeaky Beach. En hyggelig lille strand, og ja den squeaky’er, når man vandrer med bare fødder i det tørre kvartssand; meget sjov lyd. Anders tog en dukkert, men jeg følte jeg havde fået nok af sol og vandring, så jeg nøjedes med at sidde og tage lidt billeder.

Turen hjem forløb fint indtil vi nåede 18-20 km fra Melbourne, så var der problemer igen. Faktisk var det præcis det samme sted vi kørte fra motorvejen som sidst. Det er meget belastende, og vi har endnu ikke haft en tur, der er afsluttet uden at skulle tøffe og presse bilen hjem, men det kan selvfølgelig nås endnu. Endnu engang en søndag, dumme bil. Så nu er den på værksted igen. Det kommer nok til at koste en 425 aud igen, hvis det da hjælper på problemet. Vi er lidt i tvivl om, hvad vi skal gøre med den bil. Vi kan jo nok ikke få så meget for bilen, og har da slet ikke råd til at købe en ny, hvis vi sælger den nu. Det ødelægger også vores budget. Men måske skulle vi kontakte legatet og spørge til råds, om hvad der er bedst.



1 kommentar »

  • Halina siger:

    Herlig tur og natur og at blive vækket med fuglestemmer, direkte i øret. Øj øj.
    Skam med den bil. Det er en god ide at spørge legatet til råds og beklage sig lidt, at det udvikler sig langsomt til et mareridt.

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar til Halina

*