Teltlaboratorie og skotjek


Vi har haft så travlt på turen, at vi ikke rigtigt har haft tid til at skrive blog eller noget, så nu kommer det langsomt med indlæg, og da vi har oplevet en del, bliver det smidt op på den dag vi oplevede det, i stedet for et kæmpe blogindlæg.

Vi kom tidligt op, fik taget toget til Southern Cross, hvor der afgik en lufthavnsbus. Med god tid i lufthavnen, var der tid til at slappe af. Men efter vi have tjekket ind, gået gennem sikkerhedskontrollen og ventede på at boarde, dukkede der en mand op, med spørgeskema. Vi regnede ellers kun med det var nogle enkelte spørgsmål, men det viste sig, at der var ca. 200 spørgsmål. Spørgeskemaet omhandlede turisters/besøgende i Australiens pengebrug; altså hvor mange penge man lægger i landet og til hvad. Da vi endelig nåede igennem spørgsmålene var det tid til at boarde, så det tog lidt over 1 time.

Flyveturen var ikke noget specielt; maden var ok, og der blev vist en film på fællesskærme, ikke de der luksusskærme til hver person. Men turen tog også kun 3,5 time.

Da vi ankom i lufthavnen i Christchurch, fik vi hurtigt fat i vores tasker og skulle igennem kontrol. Vi regnede jo med det gik let; vi havde kun vandrestøvler og telt at deklarere. Men så hurtigt gik det ikke. Først skulle vores sko grundigt tjekkes for snavs, støv og jord; det blev udført med hvid handske, både under skoene og ved snørrebåndene. Herefter stod vores telt for tur. Det skulle pakkes og undersøges på deres laboratorie; det tog ca. 10-15 min., men det var rent. Så kontrollen er mere streng her hvad angår jordrester m.m.

Penguincrossing - OamaruVi fik vores lejede bil og kørte straks til Oamaru; der som mange af navnene herovre ikke udtales som man umiddelbart ville; det er sjældent a’erne udtales, og nogle bogstaver trækkes en del, så “O-ma-rooo”. Her fik vi lejlighed til at se de kære små, blå pingviner igen; sikke de kan hoppe, men de er meget bange. Vi fik også kort set guløjede pingviner, dog fra lang afstand, men planen i morgen er en guidet vandretur, hvor vi skulle få rig mulighed for at se dem. Eller som jeg kalder dem Sweet Peas (en Sweet Pea).



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*