Doubtful Sound Cruise og Glow Worm Cave


Fredag den 4. januar var en god lang kørsel til Te Anau.

Udsigt uden for Te Anau, på vej til Milford Sound.Udsigt uden for Te Anau, på vej til Milford Sound.

Vi overnattede ved et campsite ved navn Deer Flat, men vi synes den skulle hedde Sandfly Flat eller noget. For vi blev, især jeg, bidt mange gange af de små, trælse sandfluer. Det værste er, det gør ikke ondt, så man lægger tit først mærke til man er bidt, når det er for sent. Enkelte gange kan man nå at opdage dem, men de er snu. Det tager lang tid inden et sandfluebid er væk, og det ser grimt ud. Inden vi gik til ro, havde vi kørt et smut op til Milford Sound, hvor vi gik en lille tur og tog billeder.

Udsigt uden for Te Anau, på vej til Milford Sound.Overnatning ved Deer Flat, morgenen efter.

På vores tur op til Milford Sound fik vi også lejlighed til at møde alpinpapegøjen, Kea’en. Men lad jer ikke narre; nok ser den sød ud, men med dens lange og skarpe næb elsker den at ødelægge ting. Det er også derfor turister elsker dem og en del indbyggere hader den. Der findes ca. 5000 af dem, og de lever kun i det område. Vi så 4, så det var nu meget godt. Selvom der er tydelig skiltning med, at man ikke må fodre Keaerne, så er der alligevel en del, der går det. En tysker, der stod og fodrede dem sagde til mig “You can feed them!”, hvortil jeg svarede “No it says you shouldn’t”. Efter dette kunne de ikke komme hurtigt nok, hvilket er lettere sagt end gjort, når man har fået 2 Keaer på sin bil, i færd med at bide i den.

Udsigt inden Homer Tunnelen.En fræk Kea.

Is ved Homer Tunnel.Der lå en stor bunke is og sne på den anden side af vejen, hvor billedet ovenfor er taget. Utroligt så kold en brise, der kan komme, når man går ind i det, selvom det er 25-30 grader udenfor. Det smelter nok på et tidspunkt, men selvom det er varmt, lader det til, at det kommer til at tage lang tid.

Lørdag morgen kørte vi tilbage til Te Anau, hvor vi skulle starte vores cruise. Faktisk skulle vi først med en lille båd sejle en 3o minutters tid for derefter at køre ca. 30-45 minutter. Her kunne vi endelig komme ombord på det skib, vi skulle cruise Doubtful Sound med. Der er ingen andre måder at komme til Doubtful Sound, hvilket også er det, der gør det så specielt, at det ligger så afsides. Jeg havde taget en søsygepille, bare for at være på den sikre side, men det var også den eneste jeg tog, der var meget roligt derude. Vi startede cruiset med ind sikkerhedsforklaring og muffins. De var faktisk ikke så tossede de muffins, og vi har ellers været ret uheldige med muffins her på den sydlige halvkugle.

Senere på dagen fik vi set delfiner, men det var ikke helt nemt at få et ordentligt billede. Der blev også tid til at se NZ-fur seals på en lille klippeø midt i sundet.

Anders der elegant springer ud fra båden og i de kolde vand.Herefter stod den på vandaktiviteter. Valgene var kajak, tender boat rides og svømning. Jeg tog tender boat ride og Anders kajakturen. Jeg ærgede mig over, jeg ikke tog kameraet med, men jeg regnede med det ville pladske for meget med vand, men pyt. Ham der styrede båden fortalte en del om naturen, træerne og vandet. Efter båd- og kajaktur var der svømning for de modige. Vandet var meget koldt og dybt, så jeg holdt mig på land. På cruiset mødte vi en hollandsk-dansk familie. De var født i Holland, men boede nu et eller andet sted mellem Esbjerg og Kolding var det vist. Så de snakkede flydende dansk og hollandsk. Hollandsk er nu et sjovt sprog. En anden hollænder var 2 gange om året eller var det måneden i Aalborg, og sagde jeg sikkert kunne få job samme sted. Ok nu skal det lige siges, at han ikke var ædru, og havde et navn, som jeg slet ikke vil prøve at udtale ;)

Doubtful Sound med spejlbillede.Vi har taget så mange billeder, og også under cruiset, at det er svært at vælge det bedste billede. Derfor vil jeg ikke lægge for mange billeder op her, men vi får forhåbentlig tid til, at lægge en masse op i albummet. Det tager også længere tid at hente min blog, hvis jeg har for mange billeder, men nogle billeder er der bare nødt til at være, ellers er det kedeligt og hårdt at læse min blog ;)

Det var ikke helt nemt at sove på båden den nat, ikke fordi det gyngede, for der var nu roligt nok, men mest på grund af det par vi delte kahyt med. De snorkede. Faktisk var det kvinden, der snorkede værst, skræmmende.

Dagen efter var det tid til at vente snuden eller skuden hjemad. På vejen hjem, næsten ved vores endestation, stoppede kaptajnen motoren, så der var helt stille. I 5-10 minutter bad han om stilhed fra elektronik og snak, så man bare kunne nyde naturen og dens lyde. Ved middagstid var vi tilbage ved Manapori.

Vi kørte straks videre til Te Anau endnu, hvor vi spiste frokost inden vores tur til Glow Worm Cave startede. Afgang var kl. 14, hvor vi med en lille båd blev sejlet til hulens indgang på en lille ø. Her fik vi tildelt en guide og blev forklaret lidt om hulen, der udover de lysende orme havde vandfald. Der var forholdsvist mørkt i hulen, men det var også sådan ormene havde det bedst. Vi fik besked på, at vi hverken måtte filme eller tage billeder, det ville forstyrre ormene. Ormene lyser når de er sultne, jo mere de lyser jo mere sultne er de. Vi fik efter en lille gåtur i hulen en lille bådtur, hvor alt lyset var slukket. Det var nu meget hyggeligt med de små lys, næsten som en nattehimmel. Men det var en meget kort oplevelse og så mange var der ikke, og billigt var det da heller ikke. På vejen ud af hulen slog jeg selvfølgelig mit hovedet, typisk. Men det er ikke nemt, når man skal bukke sig halvt og vandre fremad i halvmørke. Efter vi kom tilbage til fastlandet igen, kørte vi til vores lille luksushotel i Queenstown.



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*