Routeburn Track


Routeburn Track, indgang.Mandag den 7. januar var startskuddet for vores 3 dages og 33 kilometers vandretur i Fiordland Nationalpark. Aftenen forinden havde vi brugt meget tid på at pakke tasker med en frygtelig masse mad, gryder, blus og tøj. Vi kørte ca. 1- 1 1/2 time med en meget rystende bus til startstedet for turen. Her måtte Anders, efter 1 time at have rodet sin taske igennem, indse, at nøglerne til den bil, vi havde lejet var væk. De måtte ligge på bussen. Men der var ikke andet at gøre end at starte med at vandre; turen skulle i hvert fald ikke ødelægges af det. I værste fald kunne vi få nye nøgler sendt, nu vi havde nogle dage i Queenstown når vi var færdige med turen.

Mig på en af hængebroerne på Routeburn Track.Det regnede en del den første dag, men klarede senere på dagen op. Første del af turen, når man starter ved indgangen tættest på Queenstown var ikke så speciel. Der var en del fine vandfald og hængebroer, der gyngede sindssygt, når man vandrede på dem.

Vi havde et ok tempo og nåede af også frem til Routeburn Flats; den første hytte på stien, man kunne overnatte i. Her indtog vi frokosten ved en flod i regnen. På billedet nedenunder er Anders i gang med at varme frysetørret moroccan lamb med couscous. Det var nu godt, vi havde taget ekstra couscous for pakkerne, skønt der står det er til 2, er meget små. Det skal i hvert fald være meget små mennesker eller nogen, der ikke er ret sultne. Lidt kedelig ret, men mætte blev vi da.

Frokosten tilberedes i regn på Routeburn Track.

Heldigvis havde vi ikke booket den første hytte, der må siges at være den kedeligste, i hvert fald med hensyn til placering. Den ligger ved noget vand, men ellers ikke særlig indbydende. Men hyttens navn indbyder heller ikke til det store, for fladt var det i hvert fald. Efter frokosten fandt vi en pakke vandringslakrids frem og traskede videre mod vores hytte, Routeburn Falls. Det var et stejt sidste stykke, men det var det værd. Sikke en udsigt og vandfaldet var også herligt. Der er en helikopterplads tilknyttet. Den benyttes til at transportere mad til rangerne men også til dem på den guidede Routeburn Track. Her skal de deltagende kun slæbe lidt tøj, sovepose eller lignende. Resten bliver leveret og tilberedt for dem, men de betaler også en masse for det.

Udsigt fra toppen.Routeburn Falls, hytten.

Det var en fin nok hytte med gasblus, toiletter med skyl og vand, der generelt kunne drikkes. Vi testede det da også, men for at være sikre rensede vi det meste af vandet med tabletter.

Vi var igen ikke de eneste danskere, utroligt for vi regnede slet ikke med, at var så mange danskere i New Zealand. Parret var et halv hippiepar med dreadlocks og fra Århus. Rangere havde også lavet en lille opgave for at få folk sammen. I hytten hang der et stort stykke stof med en masse tekst på. Vi skulle så nævne minimum 25 sprog for at kunne få en plade chokolade. I blandt var sprog som dansk, hindi og fra Madagascar. Det var faktisk mig, der gættede den med Madagascar, men mere held end forstand. Desværre fik vi ikke chokoladen for vi havde fået for meget hjælp fra ham.

Mig med vores vandringslakrids på toppen af Conical Hill.Næste dag stod for at være den hårdeste, i hvert fald i vores øjne, for vi skulle endnu højere op, i 1500 meters højde. Vejret skulle blive solrigt, og vi ville blive meget udsat, for der var ikke mange træer eller læ. Men et stykke fra vores hytte skulle der ligge et emergency shelter, hvor vi kunne søge læ. Det var også her, man kunne vandre en ekstra lille tur op ad Conical Hill, der ligger højere end de 1500 meter over havniveau. Da vi kom til nødhytten tog vi en pose vandringslakrids med, stillede vores tasker i hytten og begav os op af Conical Hill. Det fortrød jeg hurtigt og jeg kæmpede og bandede det meste af vejen derop, men op kom jeg. Der var forholdsvist køligt deroppe, men udsigten var dejligt. Her nød vi vores meget velfortjente vandringslakrids, som det ses på billedet. Turen ned var ikke så slem, men man skal virkelig holde øje, hvor man sætter benene; der er mange løse sten.

På turen har jeg opdaget glæden ved mos, ikke bare mos der hænger men også mos, der løber vand henover. Udover at smage godt, med måde, så er det dejligt koldt. Men det bedste var at opdage et mosbrusebad. Vi havde vandret et stykke og var godt varme af solen, og så opdager vi en klippe med mos, hvor vandet forsigtigt som et let brusebad pipler ned. Det måtte vi lige under og have forfrisket vores ansigter; naturen er nu herlig. Vi fik også lejlighed til at tappe vand i vandfald, men vi rensede det dog alligevel, selvom det så fint rent ud. Efter 1-2 timer kunne det så fyldes i vores hydrationsposer, der nu er en fantastisk opfindelse. Man behøver ikke stoppe og finde sin vandflaske frem, man har den hele tiden ved siden af en, det er bare at tage slangen i munden. Nu var min endnu nyere end Anders og billigere, så den smagte mere af plast.

Anders klapper mos.Lake Mackensie.

Sidste stykke af turen inden vi kom til vores hytte ved Lake MacKenzie kom vi igennem en mosbeklædt skov. Det var næsten som at være med i ringenes herre; hyggeligt var det, selvom det var glat. En dejlig behagelig temperatur var der også i skoven. Lake Mackenzie er meget flot, især også når omgivelserne reflekteres i søen. Selvom jeg også havde det varmt, tog jeg ikke et dyp i søen, som en del andre gjorde. Jeg er vist stadig lidt for kulskær.

Rangeren ved hytten spyttede en del, men var ellers ret underholdende. Udover at fortælle sjove historier lavede han også en lille quiz, hvor man fik et stykke chokolade som belønning. Herefter fandt jeg ud af, at jeg havde mistet mit ene ben, bukseben vel at mærke. Jeg havde lynet det nederste af mine bukser af oppe ved nødshelteret, så de måtte ligge et sted derefter og inden hytten. Anders knækkede min gule spork; en ske, kniv og gaffel i en, men det var nu ikke fordi den var så god til at starte med. Heldigvis fandt jeg mit bukseben. Om aftenen stod den på frysetørret lam med mintsauce og kartoffelmos; igen godt vi havde købt ekstra kartoffelmos, og vi nød en lille rødvin til.

Mig med en gren fuld af yndlingsmosset.Allerede om aftenen havde jeg fået ondt i benene og knæene efter al den vandren op og ned, men om morgenen var det ikke blevet bedre. Efter at have indtaget vores vandringsmorgenmad, som består af couscous med mælkepulver og sukker eller honning samt frugt og nødder, drog vi videre. Dog var der lige tid til at tage billede af yndlingsmosset, som jeg kalder det. Det ser så fint ud, især når det hænger. Hvad mosset hedder i virkeligheden kan jeg ikke finde.

Den sidste etape af turen var ikke så slem, det gik for det meste nedad, men med smerter i benene er det lidt hårdere. Vi tog endda den ekstra lille tur til toppen af en klippe, men udsigten kunne ikke målet med Conical Hill, men det er også fair nok, for turen var ikke nær så hård.

Nogle gange fik jeg virkelig fart på og havde et godt tempo. Men hver gang vi holdt pause og måske spiste lidt, var det som om luften af ballonen var væk. Der skulle lige lidt til at komme i gang igen. Vi blev færdige med turen, som faktisk en af de første kl. 13.10. Da vores bus først gik kl. 15 begyndte vi at tænde blus og koge vand. Heldigvis dukkede der en ekstra bus op kl. 13.30 lige som vi var startet med at koge vandet. Bussen, som det stod på tavlen, kom kun hvis den var booket, men der var ingen der havde booket den, så han tog os og 2 andre med til Te Anau. Så kunne vi her få frokost og traske rundt lidt inden vi skulle videre. Det var blandt andet her jeg fik den herlige is, Memphis Meltdown med cookies and cream, mums den var tiltrængt.

Slutning af Routeburn Track.

Da vi kom tilbage til Queenstown, var det tid til afslapning og vi spiste en lidt dyr aftensmad, men det var godt.



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*