Måske er der alligevel en lille skrædder gemt i mig?


I dag og i går har jeg nydt ferie med en masse syning, og desværre kun på altanen, da der skulle spises frokost – hvor jeg vælter al mælken ud over Anders, hvor er jeg bare klodset.

Først lige et billede af karsen, som virkelig har haft travlt med at spire, dette er kun på 2 dage. Det er godt nok mange år siden, jeg sidst såede karse, og jeg havde glemt, det kunne gå så hurtigt :)

Efter 2 dage er karsen snart spiseklar, havde glemt det gik så hurtigt

Og så lige min sidste give away-præmie, som jeg vandt hos Dortheivalo for noget tid siden. Den var i postkassen i dag. Sikke en masse farver, mange tak til Dorthe, som valgte at lave en give away. Jeg har desværre ikke så mange tallerkener og gæster til at bruge dem alle, så jeg lurer lidt på, om man kan omdanne dem til noget andet, men hvad. Hvis der er noget, der har idéer så bare kom med dem. Måske en lille løber eller noget i den stil.

12 dækkeservietter vundet i give-away

Og så til mine mange syprojekter eller rettere færdige stykker af tøj. Jeg er gået lidt amok, men nu havde jeg også købt en del stof, så det skal jo bruges.

For at der ikke skal komme for meget billedspam, så har jeg “slået 2 fluer med et smæk”. På billedet har jeg nemlig et helt sæt tøj, som jeg selv har syet, jeg må sige, jeg er lidt stolt, at resultaterne er blevet så gode, nu jeg stadig er ny i faget. Men det handler vist bare om at øve og udfordre sig selv.

Bluse i jersey med bindebånd og leggings i jersey med denimlook.

Blusen er lavet efter dette mønster (kræver gratis login), som er på portugisisk med kun kort beskrivelse på engelsk. Men nu er det jo mest mønsteret, man går efter, og det virkede logisk med, hvordan man skulle sætte delene sammen. Ærmerne blev lidt for smalle, så jeg droppede dem og syede nogle kanter på, men ellers er jeg ret tilfreds, den er sød og let. Nu håber jeg bare ikke den krymper i vask, måske man skulle vaske stoffet først, for ellers er den for lille :)

Bukserne er frihånd, det vil sige, jeg gav mig i kast med at tegne et mønster efter et par gamle leggins, også i denimlook, da jeg tit har svært ved at finde noget, der passer alle steder, både for måsen og hoften. Og jeg er super glad for det gik så godt, første gang, de passer perfekt (måske ikke efter vask), men det er med at holde tungen lige i munden, men det er bestemt noget jeg vil gøre igen. Og det gode ved det er, at jeg nu har et mønster, jeg kan genanvende.

Ellers så jeg en You Tube-video, hvor en kvinde tegner en masse i hånden, blot med simple mål, og enten efter gammelt tøj, der passer hende, eller helt frihånd. Det kræver nok en del øvelse at lave helt uden skabelon, men det gik nu meget godt med kjolen nedenfor.

En hurtig sommersag

Den er måske lidt stor i kjoledelen, men med et bælte går det fint, og det gør jo ikke noget, at det hele ikke sidder klistret helt til kroppen, især ikke når det er varmt. Der er ikke mange syninger, i siderne, og ellers den del over skuldrene er et separat bånd, man syr først og bagefter syr sammen. Hun har mange tips til hurtigt tøj, og jeg lurer lidt på hendes multi-wrap dress, der giver utallige måder at binde den omkring sig. Men der er desværre ikke mange mål i hendes videoer, så det er nok en god idé at prøve på noget billigt stof først :)

Den sidste kreation i denne omgang er en nederdel af resterne fra den lille bluse, fra tidligere i indlægget. Hurtigt syet, og sammen med toppen ligner det jo næsten en kjole, så den top har bestemt mange anvendelsesmuligheder.

Bluse og nederdel sammen.

Hov det skal lige siges, at jeg med titlen refererede til, at min morfar var skrædder. Min mormor var ikke uddannet skrædder, men hvor kunne hun dog sy, og så stort set bare på øjemål. Sikke en fantastisk evne. Det er efterhånden mange år siden, hun døde, men hvor ville det da være rart, hvis hun stadig var med os. Min morfar har jeg aldrig kendt, ja faktisk var det kun bedstemødrene, jeg i de første 13-14 år af mit liv fik glæde af. Derfor er jeg også så glad for at kunne tilbringe lidt tid med Anders’ mormor, min bonusmormor, og så også blive forkælet lidt :)



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*