Bungy fra 134 m, kiwipark og optiske illusioner


Onsdag den 9 januar, efter vi blev kørt med bussen til Queenstown igen, fandt vi vores nøgler på arrangørernes kontor, pyha. Men dagen efter smed Anders dem væk igen, denne gang lå de et meget besynderligt sted i værelset, i en rille under gardinerne, nede i gulvet, hmm. Så efter dette er vi begyndt hele tiden at spørge hinanden “Har du bilnøglerne?” og jeg er begyndt at holde på dem i en låst lomme.

Den 10. januar var også dagen, hvor vi skulle bungyjumpe. Det var Anders’ idé, og han havde endda bestilt det store hop, 134 meter frit fald. Jeg har op til dagen, hvor det skulle ske ikke villet snakke så meget om det, ej heller ville jeg tænke for meget over det, hvor langt der var. Min største bekymring var nok om elastikken holder.
Vi skulle mødes, stort set samme sted, som afhening til vandreturen, men inden skulle vi registreres ordentligt og vejes. Jeg valgte at få taget billede, mens jeg skulle springe, selvom det var dyrt. Det er første gang, og ikke noget man gør tit, at springe i elastik. Man fik 3 digitale fotos og 2 postkort til alt for mange penge. Man kunne også vælge at få en video, men jeg holdt mig til billederne; Anders gad ikke, men det var jo også dyrt. Vi havde selv vores kamera med, men ikke til at vide, om muligheden for at tage billeder ville blive ok.

Nevis Bungy, Queenstown 134 meters spring.

Efter en 30 minutters kørsel i bus, kom vi til udspringsstedet, Nevis. Det ligger meget afsides, og kan ikke som den famøse bro, man kan springe fra, ses fra afstand. Den er godt gemt. Den platform, man skal springe fra, er et lille “hus”, der hænger i kabler fra begge sider; det vil sige, man er nødt til at tage en lille “gondol”tur via kablerne, og der kan ikke være mere end 10 stykker derinde. Vi har en lille håndfuld på 15 stykker der skulle springe, der var dog flere med, men det var kun tilskuere.
Som Anders tit har udtrykt er der meget samlebåndsfabrik over det. Man får tildelt udstyr, spændt fast i det, kørt ud til platformen imens man bliver forklaret, hvad der skal ske, og at man skulle trække i et rødt reb, når man var i toppen af andet efterchokshop. Altså man hopper ud og falder ned, elastikken tager så fat så man bliver slynget op igen, så falder man ned, og bliver slynget op, lige her skal man trække i rebet. Det vil så betyde, at man bliver vendt op, så hovedet er op ad igen; det er mest for bekvemmelighedensskyld, når man skal trækkes op igen.

Anders og jeg var heldigvis ikke med i den første lille gruppe, der skulle hoppe, så vi kunne få lejlighed til at se andre først. Det så vildt ud, og der var da også forholdsvist langt ned, men det virkede ikke som 134 meter, men ens øjne kan jo snyde, og kan nok ikke skelne mellem 40 og 140 meter.

Jeg sidder og bliver gjort klar til at springe, men skal sikre mig, at det hele foregår rigtigt og sikkert ;)Det var Anders før mig, da, for at det skal gå hurtigere, tager folk efter vægt, de tungeste først. Så skal der ikke skiftes elastik så mange gange. Det gik fint med Anders og han virkede til at være helt vild med det, selvom det kun tager ca. 8.5 sekunder. Jeg fik taget nogle enkelte billeder, men for mange i starten, så jeg ikke fik i selve hoppet. Der var en mere før mig, og så var det ellers ved at være alvor. Smil til fotografen. Når man har elastikken på er det umuligt at gå selv, så de er nødt til at hjælpe en, og skubbe en ud til kanten. Kraften af elastikken er utroligt. Da de smed den ud over kanten, kunne man mærke, at den trak i en, så jeg tror man virkelig skulle have kæmpet for ikke at være faldet ud.

Weeeeeee.Jeg var ret imponeret og chokeret over mig selv, at jeg ikke tøvede, men sprang ud i det. Jeg tænkte lidt “Hvad fanden, dør jeg, så dør jeg, og jeg har jo betalt mange penge for det her, så det skal gøres!” Faktisk kom jeg vist til at ramme hans bæltespænde, ham der hjalp mig ud, så det gik op, oups. De første sekunder var ikke så galt, der faldt man bare, men da man kunne mærke elastikken komme med ned og skulle til at stoppe, gav det et underligt sus i maven, og jeg blev lidt bange for, om det nu skulle holde. Som refleks holdt jeg fast i seler og elastik; det så nok lidt specielt ud, men det var som om elastikken var meget hurtigere end mig. Efter man har været helt nede og er på vej op igen, er det ren afslapning. Jeg var i god tid klar med hånden ved det røde reb, men det virkede ikke. I panik trak jeg og trak, på alle mulige måder, lidt bange blev man, selvom det ikke ville betyde noget. Det var mere det, at man ikke ville være helt rød i bolden, når man kom på. Endelig lykkedes det, og jeg kunne nyde turen op. Jeg var godt nok stadig lidt rystet og der kom da også nogle enkelte tårer. Jeg tror det var lettelsestårer, at jeg havde gjort det, og hehe stadig var i live. Det er ikke umiddelbart noget jeg vil prøve igen, men efter man sådan har langt det lidt bag sig, så er det måske ikke så slemt. Men jeg kan stadig ikke helt forstå, at jeg har gjort det.

Mere sus.Så er jeg langt nede.

Alle, der skulle hoppe, hoppede. Bagefter kunne vi se vores videoer og billeder. Billederne skulle hentes i shoppen inde i Queenstown, hvor vi blev samlet op. Vi fik hver en ok sej t-shirt, der stod mere end bare bungy. Mine billeder ligger på nettet, i 6 mdr. sagde de vist, så det er fint nok. Jeg fik hentet mine billeder og postkort i shoppen, og sendt et afsted til mine forældre.

Til frokost fik vi igen lam; vi har fået lam i mange afskygninger allerede, en lammeburger med pomfritter til. Burgeren var ok, selvom den var halvrå, men jeg ville nu hellere have noget andet efter at have smagt den. Det værste var pomfritterne de smagte ikke godt og nogle var frosne. Så jeg var oppe at brokke mig, og fik en ny portion, men vi havde mistet lysten, og vi skulle måske have forlangt penge tilbage. Anders ville så gerne noget mere action; Canyonswing eller noget, men det er dyrt, og tjah så meget lyst havde jeg nu ikke, så det endte med afslapning.

Den 11. januar var vores sidste dag, eller rettere halve dag i Queenstown. Helst ville vi gerne have lavet noget aktivt, noget jetboat, spring eller noget, men det er dyrt, så vi besluttede os for at vandre op at Queenstown Hill. Det skulle tage ca. 30 minutter, men hmm det tog nu altså næsten en time at komme op at det stejle bjerg. Vi gad nemlig ikke bruge penge på en gondoltur på 20 nzd, ca. 80 kr, tur/retur for en tur der tager 5 minutter. Indgang til kiwipark, Queenstown.På toppen tog Anders 2 lugeture; der er en slagt gocart. Jeg havde ikke så meget lyst, og faktisk så det lidt vildt ud hehe. Bagefter tog vi dog gondolen ned, men mest for at spare tid, for jeg ville gerne ind i Kiwi and Birdpark, der lå lige for foden af bjerget. Praktisk nok havde jeg inden vi gik op, fået stukket en rabatkupon i hånden på, godtnok kun 5% men alligevel. Kiwifodring var nemlig kl. 13.30, lidt sent, for vi skulle jo videre, men det var det værd. Først var vi lige inde og se til dem, inden fodring. Kiwifugle er nogle sjove og underlige dyr, men også ret underholdende, når man vænner sig til mørket og kan se dem. Især den ene kiwifugl var så træt. Den kæmpede med at holde sig vågen, men den gik ikke. Straks kom den anden hen og prikkede den vågen. Men ikke lang tid efter var kiwien faldet i søvn igen. Det var sjovere at se end det er at forklare, men jeg fik set mine elskede kiwier, og jeg elskede det.

Efter frokost var det tid til at komme videre, målet var et campsite nord for Haast. Anders havde i vores mange brochurer og reklamer fundet en anderledes attraktion; The Puzzling World, et sted med optiske illusioner. Det lå lige på vejen, så det var fint nok, og kostede kun 40 kr at komme ind, billigt i forhold til, hvad tingene ellers koster herovre. Det var anderledes og ret undeholdende, men igen skal det nok opleves. Der var et rum, som jeg især godt kunne lide, hvor der var mange plasthovedforme, hvor det så ud som om, hver og en fulgte en, op og ned, frem og tilbage. Det eneste det var, var hule forme, resten var vores øjne, der gik det til at se sådan ud. Et rum hvor tyngdekraften var blevet leget med, var en rum, der var skævt og fik f.eks. en kugle til at trille op ad af sig selv; man blev helt søsyg. Utroligt hvad vores hjerner og øjne kan snydes os til. Til sidst var der også en stor labyrint, og den var godt nok til at fare vild i, heldvis var der nødudgange. En udfordring var der også, man kunne vinde 100.000 dollars, hvis man betalte 1000 for en 1/2 times session med ham, der ejede stedet. Han havde nemlig gemt 3 ting i bygningen og kun han vidste hvor det var, men man skulle erklære sig synsk. Så kunne man bare spørge ham, hvor tingene var og finde dem. Indtil videre var der 6, der havde forsøgt sig, men uden held.

Vi brugte længere tid, end vi havde regnet med, og kom først afsted kl. 18, hvilket betød, at vi måtte droppe at campere, men finde et motel i Haast. Det var en slingrende køretur, for der var mange sving, så jeg fik det lidt dårligt. Men vi kom da endelig efter 2 1/2 time til Haast. Men sikke et hul; der var ingenting. I Haast by, en lille forstad, var der lidt, et supermarked som faktisk bare var en lille kiosk, der var lukket. Vi fandt en af de få overnatningsmuligheder, men det var godt nok dyrt, taget i betragtning, at det lå uden for alt, der var ingen mad rigtigt, for køkkenet var lukket. Ingenting på værelset til at lave mad med, men vi fandt vores frysetørrede mad frem og 2 cupnoodles og fik et festmåltid. Morgenmaden blev vores couscousmorgenmad, der endte med couscous i bruseren, da det skulle renses. Så efter det er Haast blevet vores prissammenligningsudgangspunkt. Alt er billigere end det døde sted Haast.



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*