Kajaktur i Abel Tasman National Park


Weka.Den 14. januar nåede vi lige at smage en af de hjemmelavede muffins, som den ældre dame med hjælp havde bagt frisk om morgenen. Til 8 kr for en meget stor chokolademuffin, som vi knap kunne klemme ned efter at have spist lidt butikspandekager købt i Greymouth. Det var også her vi igen mødte Weka’en, en meget fræk fugl, faktisk en skovhøne. Den tog sig en tur rundt i køkkenet for senere at stikke lusket af. Måske den håbede på at snuppe en muffin. Der er trælst nok ikke noget supermarked i Punakaiki, så vi havde købt det vi havde brug for i Greymouth, men hvem kan sige nej til friskbagt brød og muffins. Desværre nåede vi ikke at smage brødet, for vi skulle køre langt den dag, til Abel Tasman National Park, mere præcist Marahau, hvor vi skulle med vandtaxi.

Abel Tasman vandtaxi.Efter vi fandt det vandtaxifirma vi skulle med, som meget passende lå længst væk, fik vi gnasket en god lammeburger og købt vandtaxituren. Jeg havde blandt vores mange brochurer fundet 10% rabat så det var fint nok. Vi kom først med vandtaxien kl. 15, senere end vi havde planlagt, men det gjorde faktisk ikke så meget. Så vi tog vandtaxien lidt længere nemlig til Torrent Bay for at undgå at skulle gå en længere omvej på grund af tidevandet, prisen var den samme, og så ville vi komme tidligere frem til Bark Bay, hvor vi skulle vandre til og campere. Turen med vandtaxien blev længere end forventet, da den sejlede tilbage for at hente andre op, så vi var bare gladere for at have bestilt en længere tur. Det var ikke en stille og afslappende tur med vandtaxien, for det gik vildt for sig med hop på de store bølger og vand, der plaskede ind. Frem nåede vi endelig. Selve vandreturen til Bark Bay fik vi vandret hurtigere end planlagt, men det er jo heller ingenting sammenlignet med Routeburn Track. Vores lejr var ren luksus med drikkevand og toilet med skyl. Dog var der ikke gas, så vi måtte have vores eget frem. Igen kunne vi køre dansk i nærheden, en familie og nogle unge piger.

Oystercatcher ved Bark Bay.

Det blæste meget, men op kom teltet da. Og efter at have nydt vores aftensmad gik vi en lille tur langs stranden. Vi så endda tjalduren, ja næsten da, bortset fra den er helt sort, en sort oystercatcher, der lå på rede. De er nu så søde, men de kan sagtens skrappe op. Men der var mange sandfluer, så vi endte med at læse i teltet. Det var ikke en nem nat, det blæste så voldsomt, hvilket også bevirkede i, at det larmede. Så meget at jeg ikke kunne sove. Jeg skulle have taget ørepropper i for længst, men bedre sent end aldrig; det hjalp og de sidste få timer fik jeg sovet.

Næste dag den 15. januar blev vi hentet af vandtaxien og kørt et kort stykke til en nærliggende strand. Her skulle vi starte vores kajaktur tilbage til Marahau, godt 8 km. Vi fik en gennemgang af sikkerhed og teknikker med hensyn til kajak inden vi blev skubbet i vandet. Jeg valgte pladsen foran, og Anders fik dermed opgaven at styre roret.

Jeg har aldrig prøvet at ro i kajak, ja eller ikke engang en kano, så det var igen noget nyt for mig. Men svært var det ikke, hårdt, men til at finde ud af. Jeg fik da også hurtigt ondt i armene, men det var noget, jeg måtte bide i mig, for vi havde en lang tur foran os. Vi sejlede forbi en lille klippeø, hvor der var en del sæler; vi kom faktisk forholdsvis tæt på. Senere på turen havde vi æren i at kunne følge med i en sæls fangst af en ret stor fisk. Det var vældigt underholdende at se den spise, fisken blev rystet fra side til side. Det endte da også med sælen tabte fisken, men den blev hurtigt fanget igen. Bagefter nød den en afslappet svømmetur. Vi gjorde stop to gange, først en lille gulerods- og saftevandspause og derefter en frokospause med mere kage. Kager kan de i hvert fald lave, ja sandwichen var sådan set også udmærket. Vi fik også lejlighed til at bade i det dejlige vand, strandene var også herlige. Solen var kraftig så især jeg endte med at få nogle negerarme, sikke brun jeg blev. Det værste var bare, at jeg fik en tydelig overgang mellem dækket og udsat hud, pyt, det bliver bedre med tiden.

Anders og jeg i kajak i Abel Tasman National Park.

Lettere trætte kørte vi til Motueka, 20 km derfra. Vi tjekkede ind på vores dejlige lukushotel med ordentligt spabad, vaskede tøj, og ja pudsigt nok så vi en dansk familie igen. Så det er vist et meget tiltrækkende sted for danskere. Vi gad næsten ikke spise ude, og med det køkken værelset havde, var der heller ingen grund til det. Så der blev købt godt ind, godt køb, halvt hjemmelavet hvidløgsflüte, god salat og rødvin. En stor ostekage til dessert, og så var vi ellers fyldte.



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*