Sidste dag i New Zealand og The Nationals koncert


Sidste dag i New Zealand i denne omgang. Det er utroligt, det allerede er ovre, men vi har fået oplevet og set en masse. Vi startede dagen ved at sove lidt længere, pakke vores ting sammen i bilen og gå lidt rundt. Vi skulle med flyet kl. 15.30, og tjek ind 2 timer før. Så der var alligevel ikke så meget tid til at opleve det store. Vi overvejede at tage et smut i en lille zoo med pengviner, det lå ved lufthavnen. Men vi havde ikke tid efter vi havde tanket bilen og vasket den. Bilen skulle nemlig afleveres senest kl. 13. Så resten af dagen stod bare på afslapning og læsning i lufthavnen. Nå jeg vi fik en meget dårlig frokost i lufthavnen, men der var ikke det store udvalg; lufthavnen er ikke så stor. Flyveturen gik fint og vi var tilbage i Melbourne omkring kl. 17 (uret skulle jo stilles 2 timer tilbage igen).

Kl. 20 åbnede dørene til The Nationals koncert, så vi skyndte os at klæde os om og tage ud og spise lidt. Det gik lang tid inden vi fik maden, som ikke var noget specielt. På grund af tidsmangel blev maden slugt i en hvis fart, og slet ikke det hele. Der var allerede en god kø for at komme ind. Der var 2 opvarmningsbands inden The Nationals, Ned Collette Band og Deloris. Det første var udmærket men det andet, Deloris, føj det var fælt. Især den næstesidste sang var det vist, hvor de nærmest skreg og sang og spillede falsk. Det der gjorde det endnu mere træls var, at det føltes som om der var flere der kæmpede om at være forsanger og at få opmærksomhed. Kl. 11.10 kom The Nationals så endelig på. Forsangeren gik godt nok amok, udover at drikke vin, hoppede og valsede han rundt og væltede ting. Vi stod helt forrest, så det meste af tiden brugte jeg på at være bekymret om forsangeren skulle vælte noget i hovedet på mig eller ja selv falde ned af scenen. Han kunne i hvert fald ikke lade mikrofonen være. Selvom der var lidt tekniske vanskeligheder inden de kom på, så fik det fint. Jeg kendte alligevel en del af sangene allerede, men ikke nær så meget som de andre. Det var nu sjovt at se, de andre tilskuere. Der var ikke meget bevægelse i dem, men de havde en sjov gyngen frem og tilbage allesammen. Det værste var en ung mand med lyst hår og stor næste, sikke hans hoved gik amok og rystede. Det var ikke fordi det var voldsomt, det var bare den samme gyngende rytme hans hoved bevægede sig i, og det om det var stille sange eller sange med mere gang i, så det sammen med forsangerens vaklen er, hvad der har sat sig i min hukommelse, når jeg hører sangene igen. Det sluttede kl. 1, men for os var kl. jo stadig 3, så vi var godt trætte. Jeg kæmpede også med at holde mig vågen under koncerten, men det var godt, det ikke var en klassisk koncert ellers havde jeg ikke kunnet holde mig vågen. Så det var bare lige på hovedet i seng og sove længere dagen efter.



3 kommentarer »

  • Jakob siger:

    Stakkels Berninger er jo også et omvandrende nervevrag…

  • Dorte Klerke siger:

    Ja det kan godt være, men ikke nær så nervøs, som jeg må have set ud. De andre lod til at tage det roligt med hurtige reflekser, da mikrofonen blev skubbet til og var på vej ned mod publikum. Et par ølflasker blev også væltet omkuld, nej tomme var de ikke.
    Sikke de svedte. Ham du kalder pjuske havde sine forældre med. Ja farmand ligner søn, dog uden så meget hår hehe.
    Ham violinisten har meget at se til, 3 violiner, 2 keyboards, et lille klokkespil m.m., men han gik da til den ;)

  • Dorte siger:

    Faktisk var det lidt pinligt, jeg vidste jo ikke engang, hvordan bandet så ud. Forsanger, violinist og Pjuske så gamle ud. Guitaristerne yngre, og så den sidste, der ser meget nørdet ud.

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*