Tasmanien på en weekend


Det er simpelthen ikke muligt, men vi gjorde et godt forsøg. Torsdag den 14. februar, Valentins dag (det var nu ikke derfor, vi tog afsted på den dag), satte vi kursen mod Tasmanien; vores billige tur. Der havde været lidt problemer med Tiger Airways, så jeg var lidt skeptisk. Vi skulle gå et godt stykke hen til deres tjekindskranke, der befandt sig i et lille rum i den anden ende af lufthavnen. 3 skranke, 2 bænke og 2 automater med chips og sodavand var der, ja de obligatoriske toiletter var der da også. Der var sparet på det overflødige, så det var som de klassiske charterfly, hvor man selv skal vandre hen til flyvet, ingen fancy gang indenfor, men for os gjorde det ikke noget; hellere en billigere rejse.

Flyveturen forløb uden problemer, ja selv landingen var blød, en af de bedre. Vi blev sat af ved den internationale del, hvor der kun var et transportbånd; så det var lige til at gå til. Mens vi ventede på vores tasker kunne vi opleve en fin golden retrieverhund sniffe løs på taskerne, mens den vaklende løb frem og tilbage på båndet; den så nu meget sød ud og var glad for at få nogle godbider af betjenten. Endelig kom vores tasker og efter lidt ventetid fik vi udleveret vores lejebil; lidt over 8000 km havde den kørt, så det var ikke meget.

Efter en kort gåtur i Hobart, hvor vi blandt andet fik købt lidt frysetørret mad, kørte vi østpå. Vi fik handlet og fandt til sidst en campingplads ved vandet; en billig overnatning er ikke af vejen.

Dagen efter, fredag den 15. februar, startede vi så på vores 30 km vandretur i Freycinet National Park. Heldigvis var der ikke så varmt, som når vi har ellers har været ude at vandre. Godt pakket med mad og snacks kom vi forholdsvis tidligt frem til lejren, Cook’s Beach. Vandreturen den første dag var ikke så slem. Anders nød en svømmetur i havet, men det var lidt for koldt til mig, så jeg slappede bare af på stranden og tog lidt billeder. Da vi kom tilbage så vi en wallaby i færd med at prøve at komme til vores mad; der var heldigvis en forbigående der havde prøvet at skræmme den væk. Men det var langt fra den eneste wallaby, der var ved lejren. De fleste virkede ret tamme, og var slet ikke bange, faktisk kom de helt tæt på. Jeg måtte i hærdigt kæmpe for at holde mig fra at klappe dem; hvilket jeg elsker at gøre, men det var ikke noget problem, da jeg så den tæt på. Den var fyldt med masser af store blodsugende fluer; stakkels wallaby, den så også lidt syg ud.

En wallaby ved vores lejr; desværre var den fyldt med blodsugende fluer.Wineglass Bay.

Vi har for at være sikre på, at vi havde nok vand, tappet vand fra regnvandstanken ved lejren. Der var nogle myggelarver i, som efter en god dosis vandbehandlingspiller stadig var i live. Vi tog flasken med som liv- eller dødreserve.

Næste dags vandring var en helt anden sag. Det var faktisk ret hårdt, især fordi vi ikke vidste, der skulle vandres en del højdemetre. På billedet ovenfor kan man se Wineglass Bay, som skulle være verdens anden smukkeste strand. Ja den var flot og vandet så kanont ud, men der flød med døde fisk, som tilsyneladende så ud til at være døde på mystisk vis. Det var en af tingene, der afholdt os fra at hoppe i vandet, men den vigtigste var nok, at vi var løbet tør for vand; som vi ikke ville ofre på at lave frokost. Så vi traskede videre og efter en god klatren kom vi endelig tilbage til bilen, hvor vi havde lidt vand, meget varmt dog. Vi hældte vores myggevand ud og kørte videre efter noget frokost.

Det var faktisk meningen, vi ville overnatte på motel, men vi kunne ikke finde noget, som ikke var for dyrt, så det endte med endnu en teltovernatning. Til gengæld brugte vi pengene på en 3-retters middag på en kanon fiskerestaurant, The Mussel Boys; muslingerne var kanone. Det var forholdvis billigt, og de eneste ting, der kan kritiseres er, at vi måtte bede om en serviet og desserten var kold og stivnet, hvilket en creme brulée ikke skal være.

Arrige tasmanske djælve.Tasmansk djævel.

Den sidste dag brugte vi på at nyde de arrige tasmanske djævler i Tasmanian Devil Conservation Park. Her fik vi oplevet fodringen, som gik meget vildt for sig. Sikke en kampgejst. I stedet for at lede efter flere stykker kød, synes de åbenbart, det er sjovere at jagte den ene djævel, der har været så heldig at få fat på et stykke kød. Heldig er måske så meget sagt, for den bliver konstant jagtet af de andre, og får knap nok tid til selv at spise.



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*