Hvornår kommer heldet?


I går var det så store flyttedag; vi blev hentet af en stor bustaxa. Den røde kuffert, som vi havde efterladt, da jeg skrev indlægget byttede vi i sidste øjeblik om med en af de store, sorte kufferter. Den sorte kuffert var godt nok større, men den var meget ødelagt, selvom vi faktisk havde købt den lige inden vi startede vores rejse herned; sikke noget fis. Vi har alligevel en del kilo at slæbe på, og vil prøve om vi kan reducere lidt, så vi er sikre på at være under det tilladte; det er jo ikke til at vide, hvad vægten i lufthavnen vejer.

Vi blev sat af ud for vores nye hjem lidt i 10, og fik at vide, at der ville gå lidt tid inden vi kunne komme ind i værelset; rengøring m.m., så vi satte vores tasker og traskede afsted ned til byen. Vi nød en lille kage og Anders fik også lidt kaffe på en meget velbesøgt cafe. Efter et kort smut tilbage til vores nye sted for at tjekke faciliteterne, især med hensyn til kogegrej og andet udstyr, traskede vi afsted til vores elskede marked. Endelig et sted, hvor man rent faktisk kan lave mad, når de skriver man kan. Det andet sted vi boede, før vores lejlighed i South Yarra, der var faciliteterne ødelagte og mangelfulde.

Vi fik købt ind til lækker oksemørbrad med god salat og brød til, og på vej til supermarkedet efter de sidste få ting, var der en fugl, der var så fræk at skide på min højre hånd, lige midt på håndfladen. FØJ, sådan en flydende gang grønt stads; det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme på toilet og få skrubbet hånden ren. Nu er det så lige jeg venter på, at heldet snart træder i kraft; noget skal man da have ud af det. Det eneste held var nok, at mørbraden var kanon; det smeltede bogstavelig talt på tungen.

Ting vi kommer til at savne i Melbourne/Australien (et udpluk):

  • Queen Victoria Market: kan man ikke få det her, er det ikke værd at spise, siges det. Billigt er det i hvert fald og udvalget er stort. Var det ikke for dette marked, havde vi ikke kunnet holde vores budget; kun hvis vi ville spise meget kedeligt.
  • Prahran Market: vi har ikke handlet det store her, da priserne er dyrere end på QVM (Queen Victoria Market), men en ting vi har købt en del af er pasta; frisk og hjemmelavet pasta.
  • Dyrelivet og naturen: Der er liv alle vegne, masser af underlige dyr og flot natur. Og det bedste er, at det er så let at komme til.
  • Australsk parmesan: Det er den bedste parmasan, vi har smagt. Den er ikke så bitter som de almindelige oste, og ja det er svært at forklare, men den er bare kanon til alt; salat, pasta eller for sig selv.
  • Billigere benzin: mest når man har en bil, der fungerer.

Jeg har også lagt nogle ure på hjemmeside, så det er lettere at holde styr på hvad klokken er hvor. Det er nok mest min mor, der får nytte af det ;)



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*