Otorohanga – Kiwibyen!


Så gik mit ønske endelig i opfyldelse; at komme til Otorohanga, som også kaldes kiwibyen. Her har de et kiwihus; en lille zoo med kiwier og andre new zealandske fugle. Jeg havde booket en kiwiwatchtur til os; 25 nzd per person. Turen skulle starte kl. 20, hvor det var ved at blive mørkt. Præcist hvad turen gik ud på vidste vi ikke, så vi måtte bare tage det, som det kom. Da vi havde en del tid inden turen; det var middagstid, da vi ankom, kørte vi de ca. 15 km til Waitomo. Byen her er kendt og lever af deres grotter og huler; især glowwormhulen. Der havde været en stor brand for ikke så lang tid siden, men heldigvis var det kun gået ud over toiletter og souvernirbutikken; disse faciliteter befandt sig pt. i trailere ved vejen.

Vi havde godt nok været i en glowwormhule på sydøen, og havde egentlig ikke planlagt at skulle i en ekstra; selvom denne skulle være bedre. Eventuelt havde vi snakket om noget black water rafting i hulen. Det kunne være sjovt og udfordrende men igen dyrt. Så udrustet med rabatkuponer traskede vi, efter at have parkeret bilen, op til indgangen til hulen og købte 2 voksenbilletter; 10 % rabat er bedre end ingenting. Der findes næsten rabat på alt hernede; i hvert fald på de meget populære ting, der kan findes i mange da de informationsbrochurer, der findes i informationskioskerne. Vi havde været så heldige, at de lå i den lejede bil. Turen var billigere end den på sydøen, og man må da sige, man fik mere for pengene. Det skal dog lige siges, at på sydøen skulle vi transporteres med båd en 30 minutters tid frem og tilbage, spå det hæver jo også prisen.

Turen startede med en lille gåtur, mens vi fik fortalt om hvordan hule var skabt og formet og lidt om de lysende orme (som jo slet ikke er orme, men slags myg). Vi så fine kalkaflejringer, som havde dryppet sig i fine former. En af de fine former var en, der lignede en kiwifugl, der sprang bungy (den havde jeg faktisk set, før guiden fortalte os det). En anden fin en var en, der forestillede en familie med mor, barn, hund og far, der var på arbejde; denne krævede dog mere fantasi. Oversvømmelser var der også nogle gange i hulen. Der blev også holdt koncerter, f.eks. til jul herinde, da der ingen ekko er. Guiden var af maoriafstamning, og faktisk var de fleste, der passede hulen maori; der endda var afstamninger af dem, der oprindelig opdagede hulen; sjovt nok.

Nå videre til de lysende orme. Det var første gang vi så, hvordan de spiste. De har en fin snor hængende ned fra sig, som et slags spindelvæv, bare kun en tynd tråd. Sikke et syn med alle disse tråde; faktisk var der flere end man lige regnede med, især fordi de ikke alle lyste på samme tid (trående kan kun ses ved at lyse på dem). Faktisk var der en myg, der blev fanget i de mange tråde; det skete også at de spiste hinanden.

Så var det endelig tur til bådturen; tjah det vil sige efter vi havde ventet yderligere 10 minutter på den første del af gruppen var kommet igennem. Nej, hvor var det flot, som en fantastisk nattehimmel med millioner af stjerner, der oplyste hele vejen. Der var mange flere end i den på sydøen, og det var helt klart en bedre oplevelse. Selvom man måtte tage billede; hvilket man ikke måtte, tror jeg slet ikke man ville kunne indfange det ordentligt, det ville i hvert fald kræve et meget dyrt kamera. Til slut blev der taget billeder af os i båden; som vi ikke købte. Det var igen ikke særlig god kvalitet, og denne gang var der jo 15 mennesker på billedet. Vi ærgede os alligevel over ikke at have taget kameraet med, for efter vi blev sat af, tog de fleste lidt billeder af grotten; det måtte man, for det forstyrrede jo ikke de stakkels glowworms.

Mig ved kiwihuset i Otorohanga.Mig under en af de 2 kiwier, der var opstillet i byen Otorohanga.

Kl. 20 mødtes vi med vores guider; et ægtepar. Vi var faktisk de eneste, hvilket gjorde det endnu bedre. De tog et polaroid af os, og så snakkede vi ellers lidt, indtil det var blevet mørkt nok. Vi vandrede op til en indhegning; ret stor, så det var ret åbent. Vi gemte os i et skjul, og de satte en skål med mad ud til kiwierne. Vi sad længe, så kom der endelig en kiwihan farende; den var ret speciel for det var næsten en halv albino brun kiwi. Dens hoved og hals var hvid, hvilket gjorde den let at spotte fra afstand; faktisk var det var der spottede kiwierne først hehe. Hannen var der kun kort, snuste i skålen og vandet ved siden af og pillede afsted igen. Hunnen kom et stykke tid efter og fandt noget godt at spise i mørket, men hun kom ikke til skålen. Så gik der længe, meget længe, og vi var ved at gøre os klar til at gå ud; Anders var allerede halvt ude, men jeg nægtede at flytte mig endnu. Og i samme øjeblik kunne jeg se kiwihannen i det fjerne. Så det var med at få Anders til at stå stille igen. Denne gang fik vi æren i at se kiwien spiste lidt af skålen, der på grund af regnen var blevet godt fyldt. Kiwien tog 3 gode bidder; en sjov slupren. Straks var han væk igen. Guiderne syntes det var fantastisk godt spottet af mig, og aftens højdepunkt. Bagefter kom vi kort rundt for at se de tre andre kiwiarter; spottet kiwi og little spottet kiwi. Disse kiwier var dog ikke i det fri, men i mindre indhegninger og fik dagligt mad. Vi så en kiwihun, som var meget glad for mennesker. Så glad at hun før har brugt næbbet til at komme ud; der var så sat ekstra træ for. Hun kunne godt lide selskab, så det gjorde det lidt sværre at se hende, for hun ville så tæt på. De små kiwier var mere generte og sjældne, men vi fik dem set.

Efter en god kiwioplevelse kørte vi tilbage til vores campingsplads, hvor vi heldigvis havde slået teltet op; klokken var over 22 allerede. Ca. 1 1/2 time senere blev vi vækket af en voldsom sirene. Vi vidste ikke helt hvad det var, og om det var meningen vi skulle reagere. Efter nogle minutter holdt det op. Jeg spurgte dagen efter en person, hvad det kunne være. Det var vist brandalarmssirenen, der kaldte alle de brandmænd, der var spredt rundt i området.



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*