Den sidste tid i Cook-øerne


Sidste dag i Cook-øerne, lidt trist men alligevel bliver det godt at komme tilbage til civilisationen, så man også kan få lidt ordentligt mad. Vi havde ombooket flyvet fra Aitutaki og til Rarotonga, så vi tog afsted ved middagstid, så vi havde mere tid i Rarotonga, for at være helt sikker.

Desværre kom, dem der skulle køre os til lufthavnen ikke, så heldigvis var Paka, der. Paka var hende vi mødte den første dag, som var den der ordnede tingene herovre, så det var i orden; ejerne bor vist på Rarotonga. Hun ville ellers have taget scooteren, men manden sagde, ej tag nu bare bilen for en sikkerhedsskyld, og gud ske tak og lov for det. For selvom øen ikke er så stor, var det nu rart, at hun kunne køre os; vi havde jo også baggage med. Så slap vi da for at betale transfer. Vi ankom i ok tid i lufthavnen; senere end vi havde regnet med, men lufthavnen er så lille, så det gjorde ikke noget, ikke at have så meget tid derude. Jeg var blevet placeret på bagsæde; bilen havde kun to døre, så jeg var nødt til at klemme mig derom, desuden var bilen fyldt af skrammel. Anders og Paka havde travlt med at tage baggage ud af bilen og hen til lufthavnen, så de glemte mig faktisk i bilen. Og nej jeg kunne hverken nå dørhåndtaget eller noget. Jeg kunne vist heller ikke høres så godt, så det tog dem lidt tid inden de opdagede, jeg var i bilen, oups! Paka gav Anders skylden, hehe.

Mig med en fin blomst i håret ved havnen i Rarotonga.Vi kom fint afsted og var nu nødt til at opbevare vores sidste kuffert og tasker; det er ikke så nemt at komme rundt med kufferter og vi havde en del timer, der skulle bruges. Den eneste mulighed der var, nu vi ikke kunne opbevare den sidste kuffert hos Air Rarotonga; vi skulle jo ikke flyve med dem mere. Det koster 15 nzd dollars for et lille og 20 nzd dollars for et stort skab, så det var dyrt. Ikke nok med det skal man betale for minimum 24 time, men det værste er nok, at det største maskinen modtager er 2 dollarsmønter, så man skal ud og veksle. Der er ikke mange steder man kan veksle! Nå så langt så godt, men har du pludselig fundet ud af, du skal bruge noget i skabet og du åbner, så skal du betale for 24 timer igen, for du kan ikke bare lukke igen.

Vi vandrede ind til byen, men var heldige at få et lift. Vi er nu ved at være overbeviste om, at der må være nogen, der bare kører rundt for at samle folk op, for hver gang de har sat af, kører de altid den modsatte vej, men pyt, det var da flinkt nok. Nå det sted vi ville spise frokost var ved at sætte op til koncert, så der var selvfølgelig lukket indtil om aftenen, og man skulle have billet til koncerten, æv. Vi fandt dog et andet sted, hvor vi nødt lidt fisk og pomfritter og henholdsvis en lokal øl og en papayasmoothie. Vi prøvede at spise langsomt, for vi havde ikke så meget at lave, butikkerne var også alle lukkede, så ingen sorte perler til mig. Men vi var så sultne så det røg hurtigt ned.

Jeg nyder en papayasmoothie, mens Anders fik en lokal øl.Lufthavnen i Rarotonga ved midnatstid.

Vi fik dog tiden ved at gå ved at side nogle timer ved vandet og ellers vandre rundt og gemme os for regnen. Aftensmaden blev indtaget tidligt på Tamarind House og må siges at være noget af det bedste vi har fået her på øerne. God afslutning på ferien. Busserne kørte ikke så tit, så vi endte med at vandre ud til lufthavnen igen, hvilket resulterede i vi blev godt snavsede og lidt trætte af at vandre. Vi skiftede tøj til lidt varmere; det er jo koldt i flyveren men også i Canada.



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*