Iceline Trail


Takkakaw Falls fra toppen.Så er vi kommet op på toppen, tjah vi mangler et stykke endnu til gletscheren.

Efter en god nats søvn og lidt morgenmad var vi klar igen. Denne gang skulle vi ud på en lidt mere udfordrende vandretur – planen var 7 km op og 7 km, men den blev lidt afkortet, da folk var trætte og det sidste af turen var lidt hårdere med en del stigning. Iceline Trail starter ved Takkakaw Falls, som vi så i går. Så det var samme lille køretur, vi skulle på. Denne gang måtte vi vente 20 minutter, da der var nogen i gang med at hakke sten ned; der sker tit stenskred på den del af turen, så de ville komme det i forkøbet, ved at fjerne de suspekte sten. Ja faktisk var vi så uheldige, at vi måtte vente igen, da vi skulle hjem.

Anders spejder ud i horisonten.Efter kort at have hilst på vandfaldet igen, var vi klar til selve vandreturen, der startede ved Whisky Jack Hostels parkeringsplads. Det første stykke går igennem skoven med en god håndfuld switchbacks. De er egentlig ikke så lede, men det er også et stykke tid siden, vi havde vandret. Vores gæster er første gang på vandretur, så de skulle lige vænne sig til det. Det var nu ikke så varmt en dag, men det var så fugtigt i skoven, så det var godt vi havde rigeligt med vand med; vi havde også vandfilteret med som en backup. Efter en noget ensformig men med flot udsigt vandretur i skoven dukker vi op mellem stenene og puha myggene – på med myggesspray! Her kan vi høre nogle marmotter – jeg får da også spottet en marmot fare af sted. Det er også her Anders stiller sig op og spejder ud i horisonten hehe. Efter en beef jerky-pause (eller oksefjols, som jeg har døbt det) med besøg af jordegern vandrer vi det sidste stykke op til gletscheren.

Takkakaw Falls kan ses i det fjerne; vi er højere oppe end dette nu.Ja det ser du som om, jeg danser. Det var da heller ikke helt så slemt at vandre her.

På billedet kan Takkakaw Falls (vandfaldet i det fjerne) skimtes. Vi befinder os nu højere oppe ned dette, der ikke ser helt så imponerende ud, som da vi stod ved foden af det. Det ser måske ud som om, jeg danser. Det gør jeg ikke, men stien her var nu ikke helt så slem. Her kan man også se den store gletscher, der ligger bag vandfaldet; yup det er her vandfaldet dannes.

Så er vi kommet op til gletscheren.Gletscheren ser ud som om den er så tæt på, men det er nu langt endnu.

Så er vi inden for gletscherens rækkevidde, men der er nu stadig langt, selvom den ser ud til at være så tæt på. Canadierne eller er det turisterne, er helt vilde med at lave den der OLmand som er symbolet for OL alle vegne, helst i sten. Anders sidder i blandt en lille håndfuld af disse.

Anders sammen med OLsymbolet.Anders og Karina i snekamp; ingen kan se hinanden, solen skinner nemlig dejlig upraktisk.

Hvad er det første man gør, når man kommer op til en gletscher, man kaster da selvfølgelig med STEN! Det var først bagefter sneboldskampen startede.Vi afsluttede med at spise frokosten; dejlig tørre sandwich, men det var da mad.

Stenkast.Sneboldskampen starter starter for alvor.

Efter frokosten skiltes vi, de ville vente nede ved stenfigurerne på os. Vi traskede videre, og det var nær gået galt. Vi skulle op ad en skråning, men jeg gled ned de fleste gange. Anders forbød mig at klatre op der, men at skulle gå den store omvej uden om, æv snyd, og nu var min numse allerede ødelagt af de sten jeg bevidst gled ned af for ikke at skvatte helt.

Mere bjerg og gletscher.En fin lille gletschersø.

På den anden side af skråning, så vi den første lille gletschersø heroppe. Den var ikke særlig stor, men alligevel fin med alle de små vandløb fra gletscheren.

Lidt mere udsigt fra toppen inden vi trasker ned igen.Allersidste.

Jeg gik ikke meget længere, da jeg faktisk havde ondt i knæene, så jeg satte mig til at vente, mens Anders vandrede det sidste stykke uden taske. Det var vist alligevel et stykke væk, for det varede lang tid inden han kom tilbage.

Så er det tid til at vende snuden hjemad, i hvert fald til byen Field.De små havde ventet på os længe, og de var lige ved at gå, da vi dukkede op. Vi havde ikke så meget vand tilbage, så vi tappede en god portion gletschervand – det smager nu godt nok. Det er sjovt så forskelligt, det smager, men jo tættere, du tapper på gletscheren, jo mere smager det af sne. Men det er bedre end det klorvand, vi har i lejligheden. Jeg ved ikke hvad, der gik af mig, men efter en lille slurk gletschersprøjt fik jeg ild i rumpen. Det irriterede mig, at Anders pludselig gik så langsomt, når han altid farer sådan af sted. Men jeg fik virkelig fart på; jeg var meget langt foran de andre, ja selv Anders, så jeg på et tidspunkt ikke kunne se dem. Men Anders ved også godt, at når jeg får de der energirush eller hvad der sker, så skal jeg bare have lov til at fræse af sted ellers klapper, jeg pludselig sammen og kan intet. Men det føles nu også rart nok engang imellem at kunne gå fra Anders, hvilket ikke sker så tit. Og det var ikke engang fordi, jeg syntes jeg gik så hurtigt. Jeg fik bare sat benene rigtigt på de rigtige sten. Det er altid ned ad bakken, jeg har det lettest, selvom det var noget farligt her gg. Jeg tænkte, jeg dog hellere måtte vente på dem, men også fordi jeg var lidt tørstig – en slurk gletschervand, og jeg var af sted igen.



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*