Black Tusk og Panorama Ridge


Nå jeg så ikke mere den nat, forhåbentlig hjælper det at få vandret 22 km. Vi havde jo planlagt at tage Black Tusk i går, men vi tænkte, vi lige så godt kunne nyde det gode vejr ved søen og slappe af. I stedet for tog vi så i dag både Black Tusk og Panorama Ridge, men da de første 2-3 km er de samme, kunne vi skære lidt af turen ellers havde det blevet til 25 km. Nå vi var tidligt oppe og fylde vand, spise morgenmad og pakke en lille taske med vand og nå ja kameraet.

På vej mod Black Tusk, der ses stikke op i baggrunden.Jeps det er mig, der er fotografen ;)

Black Tusk kan ses i det fjerne, men vi er dog noget nærmere. Ja jeg kunne ikke lige dy mig, jeg syntes det kunne se sjovt ud med et billede af mig i skyggen, mens jeg tager billede ;)

Så er vi godt i gang med vores 22 kms vandretur højere op i bjergene.Sikke idyl.

Ved skillepunktet mellem de to vandreture besluttede vi os for at tage Black Tusk først, for at tage den hårde tur først.

Garibaldi Lake fra toppen ved Black Tusk.Et mere af søen, det er så kanont med den spejling.

Her er vi allerede godt op i højden, og vi kan se den smukke Garibaldi Lake med spejling af bjergene i søen. Det ser så flot ud især fordi søen har samme form som bjergene. Men efter et stykke tid på toppen forsvandt spejlingen; det var nok blæst lidt op dernede.

En Hoary Marmot som lovet ;)

Her er så den kære Hoary Marmot. Den var ikke så sky, men den kan godt nok løbe. Jeg måtte jagte den et godt stykke for at få nogle ordentlige billeder, men det er forhåbentlig ikke den sidste, vi møder. De lyder lidt klynkende, som nogle fugle, men de ser så søde og bløde ud. De sover 7-9 måneder af året, så det kan være, det er derfor de ilder afsted, når man møder dem – de trænger til at få rørt musklerne.

Black Tusk.De mange, flotte og duftende blomster.

Så er vi oppe ved tusken. Faktisk blev jeg nede ved skiltet, hvor den egentlig vandresti sluttede. Resten var på eget ansvar, da det var meget løst materiale. Anders fór der op og ligeså gjorde et andet par. Men jeg havde ondt i benene og ville gerne være klar til vores anden vandretur. Anders fortalte dog også, at han syntes det havde været en hård tur op til tusken, da man hele tiden gled et stykke nedad. Efter en portion Beef Jerky (eller oksefjols, som jeg kalder det) var vi klar til at gå ned igen. Igen kom vi igennem den dejlige blomstereng.

Anders på en sten midt i det skønne område.Anders på vej op til Panorama Ridge.

Er er vi nået et stykke op af næste vandretur, turen til Panorama Ridge. På det andet billede er vi i gang med sidste etape, men der er dog stadig et stykke efter den lille bakke, der kan ses her.

Pelle Flåt med udsigten over Panorama Ridge.Pelle Flåt med Black Tusk i baggrunden.

Der var også tid til, at Pelle Flåt kunne få taget lidt billeder. Det første er ud over Garibaldi Lake, mens man på det andet billede kan se Black Tusk i baggrunden. Det er utroligt, som den Black Tusk ændrer sig i udseende afhængig af hvilken side, man ser den fra; den frække vulkan. Derfor har vi også døbt den “fusketusk”.

Panorama ved Panorama Ridge.

Og så lige det obligatoriske panoramabillede fra Panorama Ridge. Det var en meget stejl og med løst underlag, turen helt op til toppen. Det tog også en del tid, og ville være farlig at tage nedad. Der var nogle stykker, og jeg blev overtalt, der tog turen ned af gletscheren i stedet for. Jeg var nu ikke helt glad for det, da sne er så glat, og jeg er bange for at falde.

Jeg får endelig taget mod til rigtig støvleski - letteste og hurtigste måde ned.Huhej det går stærkt.

Jeg var også nede og sidde nogle gange, ja faktisk skal jeg vist ned og sidde igen på billedet til højre. Men jeg fik dog til sidst lært at stå på støvleski, og ja jeg må indrømme det var sjovt. Sikke en fart man fik. Men det gjorde lidt ondt i benene. Men godt man har vandtætte vandrestøvler.

Sikke lille jeg er, men det var også en stor gletscher vi skulle nedad igen.Pelle Flåt sammen med nogle meget bløde blomster.

På billedet til venstre kan man få en idé om hvor stor gletscheren er, og hvor langt vi skulle vi skulle ned. Det er endnu et billede af mig; der er langt igen. Og så lige et sidste billede af Pelle Flåt. Denne gang sammen med nogle bløde næsten plysagtige blomster. Turen tilbage til lejren føltes lang og det var ikke helt uden smerter jeg nåede frem. Hurtigt af med vandrestøvlerne og så i sandaler.



2 kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*