Total makeover af stue


Jeg har desværre ikke så mange før billeder, selvom jeg ellers lige forsøgt at tage nogen – spisebord med lamper, f.eks. Men sofa- og tvområdet, fik jeg da et sammenligneligt billede af.

TVstue

Før

Ovenfor ses vores sofa med runding fra Idemøbler, som jeg fik solgt meget hurtigt. Tvbordet er fra Jysk, som var det sidste, der blev udskiftet. Lampe fra Bilka, lænestol fra Ikea. De små borde fra Idemøbler har vi dog stadig endnu – vi skal lige have lidt mere luft i økonomien før den også skiftes ud – men nu rykker sommeren nærmere og der skal jo bruges lidt penge på rejsen.

Stue

Og med lys i lampen – dejlig hyggelig stemning, men bestemt ikke et optimalt lys at strikke i ;)

Stue

Nedenfor er så det færdige resultat. Det grå tæppe er skiftet ud med et noget friskere tæppe, et gult tæppe fra HAY – turf hedder varianten. Sofaen er også af mærket HAY og er en Mags-sofa, som købes i moduler. Puffen ned mod tvet sidder ikke fast og kan derfor bruges flere steder.

Den fine lampe fra Tom Rossau af birk giver et rigtigt hyggeligt lys i forhold til den gamle, men det betyder desværre også at det ikke er optimalt at strikke til, hvorfor vi også skal have en fin “arbejdslampe”, som er mere funktionelt. Så længe det er lyst om aftenen, så går det.

Tom Rossau

Tom Rossau

Og så er tvet endelig kommet op på væggen med 3 moduler fra Montana. De 2 moduler med sort ramme og hvis låge, kan åbnes ved tryk. Lågen glider så ind i modulet, så det sparer plads. Det sidste modul er så en hylde med sort bagbeklædning. Det store modul er dybere end de andre, men det skal også rumme al den grimme elektronik – hvor er det dejligt at slippe for at se på det.

Tvmodul og tæppe

Nå ja så er den lille frækkert, der står på reolen en Libratone, som vi købte i forbindelse med vores første møbelkøb. Det er den gamle model, og derfor var den også billigere. Det er en fin måde at få lyd i lejligheden på, den spiller musik fra PC og ipod via usb-adaptere. Og man kan styre lydstyrke etc. med en lille app til telefonen.

Wegner-stol

Wegner-stol

Nu i en behåret udgave – dejligt lamme-/fåreskind.

Wegner med hyggebelysning

Og så har vi også fået en Wegner Butterfly-stol af Anders far i forbindelse med han arvede penge efter Anders’ farfar døde. Det er virkelig en dejlig stol, og jeg er efterhånden blevet ret glad for den – den er nemlig dejlig at strikke i.

Tvmodul og tæppe

Tvmodul og tæppe

Vi har også fået os en swedese libri reol – en fancy trappestige.Swedese

Spisestue

Og spisebordet, som var  noget af det første vi fik, har vi leget med i forskellige opstillinger. Her nedenunder hænger de gamle lamper, der stadig, og forsøget med store i enderne duede bare ikke – det så for voldsomt ud, skønt det nok var bedre, hvis man skulle sidde 6 personer. De lilla hynder på stolene er hjemmegjorte, helt ned fra konstruktionen af dem, til valg af skridsikkert materiale.

Som før billede, har jeg vist kun dette

Det gamle spisebord

I perioden efter jeg havde solgt bord og inden vi fik det nye, havde vi rykket havemøblerne ind, netop som resten af Danmark har rykket dem ud. Desværre har billedet lige nu forputtet sig, men det kan vel findes igen.

Og så det første efterbillede, hvor lamperne på billedet endnu ikke er skiftet.

Spisebord

Spisebordet er fra HAY og hedder et “Loop stand table”. Sort linoleum og ben af stål. Selvom bordet er 200 cm, og dermed længere end vores gamle på 160 cm, så virker det ikke større. Stolene er Gubi 5- stole med ben beklædt med valnøddefinér. De nye lamper, som kan ses på det nederste billede er også af mærket Gubi – sen semi pendel (en gammel klassiker, der er blevet moderniseret lidt). Det endelige resultat – der er så sidenhen kommet en orkidé og lidt farverige filtcirkler, som vi kan variere i farve.

Spisebord

Vores endelige placering af spisebordet blev, som jeg foreslog stillet op ad væggen, så der var mere plads fra bord til skænk/køkken. Det kræver så stolene står med 3 på hver side, som jeg oprindeligt havde forestillet mig, men det kan blive lidt trangt at sidde 6 personer, grundet benene, som krydser.

Stue

Og så har vi fået en herlig moderniseret, 60′er skænk i valnød og med orange låger. En Bykato Sideboard, som har vendbare låger (de er sorte som standard, derfor var det oplagt at vælge lidt farver, så man altid kan vende om, hvis man fortryder).

Den er lavere end den gamle, men til gengæld længere. Den kopi af Arne Jacobsen, som Anders fik i phd-gave har så endelig fået en plads. Og der er kommet lidt lysestager og glas, der pynter på skænken.

Bykatoskænk

Den er i massiv valnød med laminatlåger og skuffer i hhv. valnød og ask.

Bykatoskænk

Nu mangler vi kun at få et nyt sofabord og en lampe, med belysning, så man kan strikke til det – men der går nok lidt tid, nu skal vi jo snart til Norge og vandre.

Entre

Og så lidt af gør-det-selv-tingene, som optimerer vores lille entre. Skamlen, bliver dog nu brugt som et lille ekstra bord ved Wegnerstolen.

Et bord med gardiner som forhæng, bagved har vi så vores skoreol og opbevaringsplads, udover man kan bruge bordet som afsætningsplads.

Bord

Og af resterne fik vi som sagt lavet en lille skammel; faktisk har vi en lille rest mere, men den ligger i kælderen. Man følte sig lidt dum, at komme tilbage med det lille stykke træ og få det skåret til mindre, inde i den store drive-in trælasthal hos Bauhaus, men det ville bare ikke blive pænt, hvis vi selv skulle igang og et snit kostede vist 15.

Skammel

Og de farverige kasser i gangen er selvfølgelig ikke mere gør det selv end de er blevet foldet.

Kasser



17 kommentarer »

  • Maria Rasmussen siger:

    Hej :)
    Så tilfældigt dit billede af din sofa på google. Jeg står selv og er meeeeeeget fristet til at købe en Hay-sofa og sætte den sammen sådan, som du har gjort.
    Er der noget, som du har fortrudt ved din sofa?
    Det er jo en dyr satan, så vil være så ærgerligt hvis jeg skulle komme til at fortryde et eller andet ved den.
    Håber at høre fra dig.
    Venlig hilsen Maria!

    • Dorte Klerke siger:

      Hej Maria
      Hov jeg blev lige optaget og fik ikke svaret. Jeg spurgte også lige Anders, min kæreste om der var noget han fortrød, det var der vist ikke, sådan af store ting.
      Så her er min konklusion/tanker.

      Det negative, hvis man kan kalde det, det:

      Vi købte en “løs” puf for enden, og denne fortryder jeg, altså at den ikke sidder fast. Når man som os har trægulv og den ikke står på tæppet rykker den sig rigtigt meget, når man sidder i hjørnet med ben på puf, så får man den let skubbet væk. Det lader dog til vi har fået sat nogle lidt større skridstærke dutter under den, så det er minimeret noget. Der hober sig også flere nullermænd i overgangen, fordi der er mere “luft” end hvis den sat koblet sammen.

      Sofaen er meget dyb, så det skal man lige vænne sig til, og det kan være godt med store puder. Den er god til at flyde helt i eller man sidder helt lige op, men det kan være svært sådan halvvejs, hvis du forstår.

      Det positive:

      Farven er fin, stoffet godt og den holder formen fint, der er ikke noget der – og man sidder aldrig og får kold bagdel :) Den er bestemt godt lavet, og så er det jo en af de billigere designersofaer, og man kan vel altid bygge til, hvis man vil have mere. Men leveringstiden synes vi var lang, men når det lavet efter ordre, så kan det næppe gå hurtigt.

      Man kan faktisk også tage sig en udmærket lur i den.
      Vi er tilfredse med opsætningen, også at der ikke er armlæn hele vejen rundt, det fungerer fint.

  • Enmorsdagbog siger:

    Lækkert indlæg om makeover :)
    Jeg har lige et spørgsmål til spisebordet fra Hay. Jeg overvejer selv at købe det, dog i den længste udgave (250 cm). Er benene irriterende, når man sidder ved bordet, eller er der fint plads til tre stole? Og kan der også sidde en for hver bordende, når man er mange? Det kan godt være lidt svært at se på billeder af bordet nemlig, og jeg vil ikke have et bord, hvor benene er i vejen.
    Hvordan er materialet? Kommer der nemt fedtfingre på bordpladen? Vi har nemlig en lille grisebasse på ni måneder, så det er ret vigtigt :)
    På forhånd tak!

    • Dorte Klerke siger:

      Hej
      Du må undskylde, jeg ikke svarer før nu, jeg har haft lidt ferie i København, lavet kage i weekenden, så der har ikke lige været så meget tid til bloggen.

      Men her kommer mine tanker og observationer :)

      Vi har som du kan se 6 stole til bordet, men det var først i går, vi havde prøvet at sidde 6 ved bordet. Det gik fint, men det skal ikke være børn, der ikke kan sidde stille, der skal sidde ved benene, for man er nødt til at have det ene bordben imellem ens egne. Personligt synes jeg det er lidt træls, og holder mest af at sidde i midten. Men jeg tror bestemt det bliver en fordel for dig, at have den der er 250 cm, så burde der sagtens kunne sidde 6 uden at de skal kæmpe med benene.
      Mht. bordenden, tror sidder man bedre end når man sidder ud for benene i siden. Vi har prøvet at sidde 2 for ud for ben og 1 for enden. Det gik også fint. Personligt ville jeg nok ønske vores var 250 cm, men det har vi bare ikke plads til. Men som sagt burde der være plads til 6 i midten og 2 for enden, hvis det ellers står frit – husk I bestemmer selv, hvor benene skal monteres – så der kan gives lidt i begge ender. Gad vide om den der er 250 cm, får et ekstra sæt ben med? Det er jo ved at være en lang plade, der skal stabiliseres, så den ikke buer. Nogen har dem måske også løst, men hvis man har mindre børn ville jeg nok ikke anbefale det.
      Mht. fedtfingre, da det hele kan desværre ses. Men er man god til at tørre bordet af er det meget taknemmelig, til gengæld ser det så imponerende flot ud når der kommer farver på bordet. Til grisebasser ville jeg nok anbefale et hvidt, det er vist lavet i noget andet materiale end linoleum. Ellers skal der en god dækkeserviet, når grissebassen skal i gang :)
      Håber det hjalp lidt med afklaringen, ellers spørger du bare – også hvis du skal have opklarende billeder, det kan jeg nok lokkes til. :p

  • Enmorsdagbog siger:

    Tusind tak for den grundige beskrivelse af bordet, det hjalp virkelig meget. Jeg tror, bordet bliver helt fint, når vi skal have det i 250 cm. Især når du skriver, at vi selv kan placere benene – og jeg regner da med, at to ben er nok til at holde pladen, men mon ikke det er det? Jeg vil overveje det i hvid (det gjorde jeg sådan set i forvejen), men det er bare så flot i sort! Igen, tusind tak, jeg skriver, hvis jeg kommer på flere spørgsmål :)

    • Dorte Klerke siger:

      Det glæder mig at kunne hjælpe. Jeg fravalgte den hvide, da jeg ikke var så vild med, den ikke var hvid på siderne, hvilket Anders, min kæreste ellers godt kunne lide. Synes også den hvide ligner mere et tapetbord, selvom min far også syntes vores sorte gjorde – men hvad ved han om mode ;)
      Jeg vil lige advare dig om at levering af HAYmøbler kan tage lang tid. De laves i Sverige, men jeg tror de samler ordre, så de sendes sammen. Vi bestilte vores marts 2012 og jeg kan se mit indlæg var fra juli. Dog havde vi vist bordet inden da, men jeg var bare langsom om at opdatere men 2 mdr kan der godt gå.
      Vi bestilte hos brødrene Sørensesn, som giver god rabat.
      Ser am til at høre og se hvad du ender med at vælge.

  • Enmorsdagbog siger:

    Det er lige præcis træfarven, jeg heller ikke kan lide ved det hvide. Det passer ikke til vores andre træmøbler. To måneder er virkelig lang tid, så må jeg hellere til at bestemme mig, om det bliver det. Jeg synes bare, at alle andre flotte spiseborde koster så meget. Igen, din hjælp har været så skøn – tak :)

  • Kirsten siger:

    Hej Dorte.
    Vi har lige fået ny fladskærm og er på udkik efter noget at stille under. Det kommer nemt til at ligne et “alter” men de møbler i har under jeres er vildt fine. Hvad hedder det?

    Hilsen Kirsten

    • Dorte Klerke siger:

      Hej Kirsten
      Ja vi ville nemlig også gerne væk fra vores “alter” og have det hele skjult, så det ser mere simpelt ud.

      Det er montana-elementer – det er sådan nogle tvmoduler (Montana TV-HiFi kalder de det), hvor lågen skubber sig ind bagved, når man trykker for at åbne. Der er hul bagpå, så man kan få ledninger og alt andet godt ind og være skjult, når man ikke bruger det.

      Vi er også ret glade for vores løsning, da vi selv har designet hvilke størrelser og farver og hvordan vi vil sætte det ok, ved vi, at alle andre ikke lige har den samme opsætning.

  • Kirsten siger:

    OK. Havde ikke nærlæst :-)
    Montana

  • Kirsten siger:

    OK. Så er det bare at komme igang. Tak

    • Dorte Klerke siger:

      Det var så lidt – du ved vel at Montana har et lille værktøj på deres hjemmeside, hvor man kan sætte deres moduler sammen og skifte farve, så man kan få et lidt mere 3D-idé om hvordan det ser ud.

      God fornøjelse, du må endelig sige til, når du har fået lavet din løsning – vil jo gerne se hvordan det ender.

  • Simon siger:

    Hej Dorte

    Jeg faldt tilfældigtvis over billedet af din Hans J. Wegner Butterfly stol, da jeg selv går med overvejelserne om at anskaffe mig sådan en stol.Det er selvfølgeligt vigtigt for mig at være sikker i mit køb, så jeg tænkte derfor at jeg kunne spørge dig om stolen.

    Hvad er din/jeres oplevelse med stolen?
    Er der evt. noget jeg skal være opmærksom på?
    Jeg skal bruge stolen som en “lænestol” i et tomt hjørne jeg har – hvordan sidder man i den? (Er det en stol som man sidder og ser flere film i)?
    Til sidst kunne jeg godt tænke mig at hører hvorfor i valgte stolen i valnød? (Jeg overvejer nemlig selv denne variant)

    Jeg håber at du vil besvare mig, så jeg kan blive klogere på mine overvejelser.

    På forhånd tak!

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar til Maria Rasmussen

*