Uden mad og drikke dur helten ikke!‏


Vi vågnede op til lyden af glammende hunde og støjende biler. Valget stod mellem at sove med åbent vindue og gadestøj – eller med ramt lugtende aircondition akkompagneret af en sær dryppelyd. Vi skiftede lidt frem og tilbage i nattens løb, men det var altså vinduet her til morgen. Den slags kan vi nu vanskeligt klage over – hotellet er, efter florentinske forhold, ganske udmærket til prisen. Største anke er nok egentlig dobbeltdynen/lagenet; den slags giver altid anledning til natlige slåskampe, når vi er afsted!

Morgenmad på hotellet var som italienske morgenmade nu er flest: sparsom. Men friskbrygget espresso er et plus! Efterfølgende gik turen ud i byen – i dag med ganske fornuftigt vejr med temperaturer omkring de 20-25 grader og aol. Vi havde hjemmefra snakket lidt om museumsbesøg, men vi skulle ikke kigge hinanden dybt i øjnene ret længe, førend vi blev enige om, at ingen af os rigtigt gad. Så i stedet brugte vi formiddagen på at joske rundt og se på mennesker. Vi fandt også et par sko til mig, til erstatning for et par ret modbydelige sneakers, jeg havde slæbt med hjemmefra. De er nu bortsmidt.

Frokost var planlagt på forhånd: den skulle foregå på Trattoria Mario, et lille sted tæt på markedet. Her sidder man som sild i en tønde og spiser 1-kilos bøffer. Og det gjorde vi så. Bøffen lige så fremragende som for 4 år siden. Stemningen lige så hektisk. De to, vi delte bord med, lige så vildfremmede.

Efterfølgende sjoskede vi hjem på hotellet for en kort bemærkning efter lige at have kigget ind på markedet og savlet over de flotte varer. Jeg dekrerede, at der skulle hjemslæbes væsentlige mængder tørrede porchini (Karl Johan-svampe). Vi nøjedes i første omgang med at investere i fire enorme ferskner.
Efter en times tid på hotellet gik vi atter på tur. Sådan 1 kilo kød holder jo ikke længe, så vi tankede lige op med lidt gelato på et af de mere listige steder, i behørig afstand fra turistfælderne, på Gelateria dei Neri. Mango og kokos til Anders – lakrids og amerena(kirsebær) til mig.
 
Med sukkerdepoterne fyldt op, spankulerede vi op på toppen af et bjerg og beundrede udsigten over byen.Og så gik vi ellers ned igen. For der var jo den hersens vinbar, der også lige skulle afprøves. Det viste sig at være et godt sted med mange interessante vine på glas og et klientel, der var et passende mix af lokale og turister (førstnævnte skal man til tider kigge langt efter i Firenze!). For at ta’ den grimme smag af vin, blev nummer 2 glas akkompagneret af crostini med lardo (røget fedt, findes som her med lidt rester af kød eller ren fedt). Det var en sand himmerrigsmundfuld, som specielt jeg levede højt på resten af dagen. Det blev allerede halvvejs gennem bemeldte crostini vedtaget, at “her skal vi også ind i morgen(!!!)”.
Rødvin og crostini blev senere suppleret med lidt mere fast føde på en nærliggende restaurant. Navnet var det mest opløftende: Det Hvide Vildsvin (Osteria del cinghiale bianco). Det var desværre en grim turistfælde. Med dagens gastronomiske ballast var vores bestilling naturligvis beskeden; men det vi fik var både dyrt og kedeligt. Man kan ikke være heldig hver gang! Vi har større forhåbninger til aftensmaden i morgen, hvor vi har booket bord på et lille trattoria, der har en anbefaling (ikke en stjerne) i Michelinguiden.


Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*