At køre Fiat er ikke pjat!‏


Så ku’ det være nok med det florentinske! Efter den vanligt sparsomme italienske morgenmad, pakkede vi vores skrammel og begav os til lufthavnen for at afhente lejebil. Det har været et par fine dage i Firenze med gennemgående godt vejr; men man bliver ærligt talt lidt forpustet af den vrimmel. Og vi har vist også fået vores dosis af fnidrende amerikanske teenagepiger på Europa-tur – det er lige før, amerikansk er mere udbredt i visse dele af Firenze end italiensk!

Nå, men vi fik en taxa til lufthavnen for straks at erfare, at vi egentlig skulle have været videre – til en særlig biludlejningsbygning. Firenze lufthavn er nemlig tilsyneladende så lille, at der ikke er plads til den slags ligegyldige ting. Og så er det jo et herligt eksempel på italiensk effektivitet, at man skal køre med (gratis) bus 500 meter på en stærkt befærdet vej for at hente sit køretøj. Så det gjorde vi. Og afhentede en ellers nydelig koksgrå Fiat 500 med små 10000 km på bagen. En passende bil, når man skal fare omkring i det italienske (og vel og mærke er maksimalt 2 passagerer, for plads er ikke just det, der kendetegner dette automobil!).

Første etape af turen var Firenze-San Gimignano. Til at holde kursen havde vi medbragt en af en kollega lånt GPS. De fleste GPS’er synes selv, at de er nogle vældige sprog-hajer. Vores var ingen undtagelse. Den udtalte med stor ildhu samtlige italienske vejnavne undervejs. Mange gange. Ingen af os er specielt lærde udi det italienske – men computergenereret italiensk lyder umanerligt grimt. Til gengæld er det kompel umuligt at forstå..!
Nuvel  sprogvanskeligheder til trods kom vi til San Gimignano, som er en meget nydelig middelalderby, hvis fremmeste kvalitet  er, at den huser intet mindre end verdensmesteren i gelato! Bemeldte verdensmester blev åbenbart 60  år gammel netop i dag, så han spankulerede rundt i sin butik og førte sig frem iført en sjov hat. Sådan gør man åbenbart, når man bliver 60. Og det var muligvis passende, havde det ikke lige været fordi, hans butik var proppet til randen med gelato-hungrende turister. Men vi fik vores is. Det store hit var sorbet med hindbær og rosmarin – men safran gør sig også godt i gelato.
Da det var overstået, var klokken omtrent 15.30, og vi trillede videre mod Cortona. Det tog 1.5 time og var ikke specielt begivenhedsrigt. Jeg småsov – Anders havde sin kamp med at følge med i de meget svingende hastighedsbrgrænsninger, som italienerne har fundet det passende at implementere (i kombination med usandsynligt mange fartkameraer!). Vi checkede ind på bed-and-breakfast’en ved 18-tiden. Hyggeligt sted ikke så langt fra Cortona – men langt nok og ad tilpas små veje til at vi så med nogen mistro på vores GPS de sidste par kilometer. Aftensmaden indtog vi på hotellet. Trøffel og fløde er nu ikke nogen dårlig måde at forædle en ellers simpel pastaret på.


Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*