Nobel vin til pøblen‏


Figner! De grønne af slagsen! Jeg er blevet helt afhængig af dem, i en sådan grad at vi her efter aftensmaden fik på rov i haven og stjal et par stykker til erstatning for dessert, som de ikke gør meget i her på B&B’et. Samvittighedskvalerne var ikke så store – de har 4-5 træer fyldt med frugterne, flere af dem overmodne.

Dagen i dag bød på udflugt til Montepulciano omtrent en halv times kørsel herfra. Forinden lykkedes det os at slå udtal-vejnavne fra på vores GPS. Fryd. Montepulciano ligner de andre toscanske bakke-byer, vi har set indtil videre: stejle gader, gamle bygninger og en anseelig andel af turister. Montepulciano er imidlertid særlig kendt for sin noble vin, Vino Nobile. En knastør sag lagret 2 år på eg.

Og montepulcianerne forspilder ikke chancen for at gøre besøgende opmærksom på den sag; der er en vinbar eller -butikker for hvert gadehjørne. Nobel vin købte vi nu ikke. I stedet traskede vi fra den ene ende af byen til den anden og retur. Undervejs nød vi udsigt, kastede et kort blik på deres Duomo, samt overvejede for en kort stund at betale billetprisen for at se byens torturmuseum. Ingen italiensk middelalderby uden torturmuseum.

Efter endt visit i det montepulcianske var det egentlig meningen, at vi ville tilbage til Cortona og indtage gelato. Men aådan blev det ikke. Undervejs tilbage stoppede vi nemlig ved en af regionens største vinhuse, Avignonesi, for at forhøre om de skulle have plads på en af deres rundvisninger inden vores hjemrejsetorsdag. Tilfældigvis havde de startet en rundvisning i samme øjeblik, vi kørte ind på gårdspladse. Så dén deltog vi i. Her lærte vi noget om nobel vin – fik en idé om, hvor meget mug, der kan vokse i en god vinkælder (og det er ikke småting!!) – blev belært om at voksne mænd med en ikke alt for stor mave sagtens både kan og i rengøringens navn engang imellem bør være inde i en 15000-liters vintønde – og vigtigst, fik smagt på husets produktion. Herunder deres noble vin. Velsmagende var det, men vi købte nu ikke noget. Det er besværligt med transport i fly.

Til min store fortrydelse fik vi ikke lejlighed til at smage husets Vin Santo (dessertvin), som ellers skulle være Italiens absolut bedste af slagsen. Vi overvejede at investere i en 100-ml flaske til den nette sum af 60 euro. Men det blev (indtil videre) ved snakken; nu må vi se, hvordan finanserne ser ud om et par dage. Gastronomisk er vist nået et plateau: en person kan kun rumme så meget pasta. Jeg har luftet ideen, at vi skal prøve “tripe” (komave, herned typisk serveret i en slag stuvning). Forslaget vakte ikke stor begejstring. På den anden side: Dorte har i skrivende stund køligt konstateret, at der alt andet lige må kunne trækkes ganske meget tripe ud af én ko, nå de nu engang har fire maver at gøre godt med. Så helt glemt er det ikke. Vi må se, hvad de sidste tre dage byder på :-)

Til aften nød vi en 1-kg-steak af Chiana-kvæg, en særlig slags sydtoscansk kødkvæg, som smager alt for godt. Den var næsten lige så god, som den vi fik i Firenze.


Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*