På pilgrimsfærd‏


I dag var vi på en pilgrimsfærd, som bragte os til Umbrien, nærmere bestemt Assisi.

Fremfor de af pilgrimme foretrulne apostlenes heste benyttede vi os af vort automobil; og de noget hullede italienske motorveje. Samt naturligvis den allestedsnærværende lånte GPS, som arrigt spyede kommandoer ud, når vi afveg fra den planlagte rute. Det skete en del gange: vi forsøgte ihærdigt at undgå motorveje – de er nu engang ikke synderligt spændende – men lige meget hjalp det.  En god times kørsel bragte os dog til destinationen, hvor vi frådsede (det er jo sidste dag) og parkerede i parkeringskælder.

Dernæst gik jagten på frokost. Pasta-entusiasmen er ikke helt de samme, som den var. Og så er man lidt på herrens mark hernede – for man må kigge langt efter restauranter, hvor pasta ikke er den oplagte frokostret. Det lykkedes os dog at opstøve et pizzeria. Desværre. For det var meget triste pizzaer, de her serverede – som det også tydeligt fremgår af nedenstående billede.
Efter frokost gik turen til den væsentligste attraktion i Assisi, Basilica di San Francesco, som rummer de jordiske rester af den Hellige Frans af Asssisi. Eftersom den gode Frans døde i 1226, er de jordiske rester ikke nogen sindsoprivende attraktion. Spændende er derimod udsmykningen af basilikaen, der er ganske omfattende og imponerende, ikke mindst dens alder taget i betragtning.  Efter en espresso og en afskeds-gelato gik turen den modsatte vej, og vi var tilbage ved 17.30-tiden.
Denne due har vist fået spist rigeligt – sikke en tyk hals.

 

Lige nu strikkes og skrives der, men om kort tid agter vi os ned i den “hjemlige” restaurant for at indtage velsagtens nok en gang pasta. Vi er vist de eneste gæster på B&B’en pt (der er dog også blot 6 værelser), men det kan man nu ikke mærke på servicen. Der var nydeligt dækket op med morgenmadsbuffet til blot 2 personer – og der var tjener på, sønnen i huset, ganske som de øvrige morgener. Alt i alt har det været et glimrende sted at bo, især prisen taget i betragtning (lige godt 600 kr per nat). Nå ja, Jeg har erhvervet sig nok en taske. De drager, gør de. Denne er udført i fåreskind og er nydeligt håndværk, udført på en lille fabrik i Montepulciano ikke så langt herfra. Nu skynder vi os herfra, inden flere tasker lister sig i bagagen!



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*