Ris på gaflen!


 

Nu var det nok med al den slentren-omkring og væren-kulturel! Denne dag drejede det sig først og fremmest om menneskets uudgrundelige behov for at fylde sig med ris. Vi havde nemlig meldt os til et madlavningskursus. Det lyder som om, det handlede om selvrealisering, urtete og biodynamiske kornsorter. Det gjorde det langt hen ad vejen også, men på passende uhøjtidelig vis. Kurset foregik i en traditionel balinesisk villa, hvor velkomsten bestod i en grundig introduktion til reglerne for korrekt indretning af balinesiske hjem. Det er en kompliceret sag, der involverer placering af de rigtige bygninger i de rigtige verdenshjørner i henhold til de af balinesiske hinduisme foreskrevne regler. Her er der regler for blandt andet placeringen af ristemplet, som i øvrigt kun må forefindes i hjem, hvor familien ejer egen rismark. Men der er ingen faste regler for placeringen af mere lavpraktiske rum såsom toiletter. Det kunne ellers være smart, når man får gæster. Førnævnte ristempel er i øvrigt et almindeligt syn, for langt de fleste balinesiske familier har nemlig egen rismark. I omegnen af et pund ris bliver indtaget af en gennemsnitlig balineser hver dag året rundt; vestlige ernæringsguruer ville fare sammen i rædsel over så ubegribelige mængder af de helt forkerte kulhydrater!

 

Ris blev også indtaget i rigelige mængder til dagens selvkreerede og glimrende frokost. Med 19 håbefulde kokke var der begrænset plads til selvstændig udfoldelse og gastronomisk selvrealisering, og det var nu nok også godt det samme. Under striks og kyndig vejledning af husets frue rørte vi derfor på skift i gryder og pander, eller afmålte gul sovs og palmesirup. For gul sovs og palmesirup hører til i enhver balinesisk ret. Efter et par timers røren-i-gryder og afmålen-sovs var festmåltidet klar til indtagelse. Vi foråd os, for godt var det.

 



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*