Dykning med særligt fin luft


Når man tager 'enriched air'-certificeringen (nitrox, som det også kaldes) lærer man at dykke med særligt fin, beriget luft i sin tank. Det særligt fine ved netop denne luft er, at den indeholder væsentligt mere oxygen end almindelig atmosfærisk luft. Det har flere fordele. For det første er det almindeligt kendt, at man bliver et bedre menneske af at indånde en så fin slags luft. En mere lavpraktisk, men empirisk nok mere velfunderet fordel ved beriget luft er, at man bliver eksponeret til mindre nitrogen under dykket. Det betyder fx, at man kan tilbringe længere tid på 20-30 meters dybde end man ville kunne med atmosfærisk luft.

Vi tog 'enriched air'-certificeringen i tilknytning til 'advanced'-certificeringen, mestendels fordi det var billigt sammenlignet med herhjemme – og så var det praktisk, når man nu alligevel var i gang med noget certificering. Selve kurset drejede sig i sidste ende om at lære tre ting:

  1. Tjek altid indholdet af din flaske
  2. Husk altid at indstille og følge din dykkercomputer
  3. Tjek altid indholdet af din flaske.

Selve dét at dykke med den særligt fine luft – det gjorde vi på to dyk – føles nemlig præcis ligesom dykning med knap luft. Så længe man holder i hu, at man bliver et bedre menneske af at indånde den særligt fine luft.

 



1 kommentar »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*