Gili Air


Gili-øerne er en samling af tre øer nordvest for Lombok. 'Gili' betyder 'lille ø' på indonesisk, så at tale om 'Gili-øerne' er dels en pleonasme, dels heller ikke synderligt sigende, eftersom der er rigtig mange Gili'er rundt omkring i Indonesien. Gili-øerne bliver i guidebøger besunget som paradis på jord: kridhvide sandstrande, azurblåt hav, ingen biltrafik og den venligste lokalbefolkning. I praksis er sandstrandene en 50-40-10-blanding af sand, knivskarpe koralrester og skrald; havet er kun azurblåt når det ikke blæser en pelikan; og biltrafikken er erstattet af turisttransporterende heste, der farer omkring i hæsblæsende tempi. Og lokalbefolkningen er mest interesseret i at sælge udflugter med glasbundsbåde. Men nu skal man jo heller ikke tro på alt, hvad man læser.

Vi tilbragte en lille uge på Gili Air. Og selv om det luftede en del under vores ophold, så har Air ikke noget med luft at gøre; det betyder nemlig 'vand' på indonesisk. Gili Air går for at være en mellemting mellem Indonesiens svar på Ibiza, Gili Trawangan (hvor Anders under vores 2 timer lange transit på udturen blev tilbudt at købe stoffer 4 gange) og Gili Meno, der vel kan beskrives som Indonesiens svar på Livø. Og sådan en mellemting passede sådan set meget godt til os.

Vi boede på et af de finere hoteller på øen, hvor man blev forkælet med luksusting som ferskvand i bruseren og airconditioning. Det blev værdsat. Vi satte også stor pris på, at hotellet efter bedste evne forsøgte at bibringe os den helt rigtige øde-ø-stemning ved i vores bungalow at installere den vel nok største gekko, som vi hidtil har set: små 30 centimeter øgle som skiftevis tilbragte natten indenfor på væggen eller uden for på terrassen. Eftersom vi befandt os på Lombok, blev den prompte døbt 'Bali-børsten' – denne øgle vil blive savnet!

Gili Air er ikke stor. Det véd vi, fordi Anders en eftermiddag bekostede et væsketab på mangt en liter og løb øen rundt. GPS-uret målte 4.8 kilometer. Øens størrelse til trods bor der faktisk 1500 lokale. Så når man kommer lidt væk fra den noget turistificerede kyststrækning, føles det tilnærmelsesvist autentisk. Kyststrækningen, derimod, er en skønsom blanding af dykkershops og restauranter. Ikke voldsomt charmerende på den sydøstlige del af øen men tilpas søvnigt til ikke at være påtrængende.

 



1 kommentar »

  • Halina siger:

    Føltes stedet ikke tæt befolket? Omkreds kun på ca. 4,8 km og 1500 lokale + turister .
    Hvordan sådan 30 cm gekko ser ud. Har du måske et billede ?

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*