Dogmedyk


I disse tider, hvor meget går op i at gøre sig interessant ved at té sig alternativt, var det selvfølgelig helt på sin plads, at vi startede vores ophold på Gili Air med en alternativ form for dykning: fridykning. I fridykning har man valgt at inkorporere det benspænd, at man er selvforsynende med luft. Lad det være sagt med det samme, at dette benspænd sætter visse begrænsninger, og at eksempelvis jagt på pygmæ-søheste på 20 meters dybde ikke er en oplagt disciplin for en fridykker. Men som så ofte med benspænd giver det en vis æstetisk appel – og så er det sjovt! Dorte var optimistisk skeptisk til at starte med, men endte også som dogmedyknings-konvertit efter 2 dages kursus med Shane fra Blue Marine Dive.

På grundkurset i fridykning lærer man først og fremmest om at trække vejret. Det kan indvendes, at de fleste kursister nok kan påberåbe sig et rimeligt erfaringsgrundlag udi vejrtrækningens ædle kunst. “Jovist”, indvender dogmedykkerne, “men som fridykker man skal trække vejret på en helt særlig og alternativ måde”. Derfor gik halvdelen af kurset med at lære at trække vejret med maven og brystet, få ens mave til at se finurlig ud med yogaøvelser, og finde den indre ro. Det lyder noget mere alternativt, end det var: i praksis handlede det om a) at blive iltet godt igennem uden at hyperventilere (og dermed risikere blackouts) b) at slappe af, så man bruger så lidt oxygen som muligt.

Den anden halvdel af kurset foregik på havsens bund. Eller i hvert fald i nærheden af den. Her blev vi sejlet ud på åbent hav, hvor vi i 2 timer klamrede os til en bøje til hvilket der var fæstnet en 20 meter lang line og et lod. Her tog vi ellers ture på skift med vejrtrækningsøvelser henholdsvis neddykning med løbende vejledning, kritik og opmuntring fra instruktøren. Særligt ædelt og dogmatisk havde det naturligvis været, såfremt vi havde foretaget neddykningerne uden hjælpemidler overhovedet . Vi øvede dog disciplinerne ‘free immersion’ (fridykker-jargon for: hiv-dig-selv-ned-langs-linen) og ‘konstantvægt’ (fridykker-jargon for: svøm-ned-langs-linen-iført-svømmefødder). Og det var også udfordrende nok. Vi nåede til henholdvis 14 (Dorte) og 20 meters dybde (Anders).



1 kommentar »

  • Halina siger:

    det ser ud at det var meget fordrende ferie. I kan buge de lærte træknings øvelser også efter ferien. Det er godt !

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*