Al begyndelse er svær


Godt 14.000 kroner for et dobbeltværelse på 88×77 cm må siges at være i den pebrede ende. Vi var dog godt tilfredse med privatlivet, mest fordi enkeltværelset til højre for os stod ledigt. Forplejningen var ikke noget at skrive hjem om. Vi nappede en film før sengetid. En skærm på 7 tommer var en kende skrabet at se 'Wolf of Wall Street' på. På den anden side var der jo 2 af slagsen, så det kan vi nok dårligt brokke os over. Hvad angår søvn, så havde overnatningsstedet valgt at følge tidens tand og lade den foregå i siddende tilstand.

Efter endt søvn, moden overvejelse og megen diskussion blev vi enige om, at dét valg næppe var truffet med det formål at optimere søvnens kvalitet. Det til trods fik Anders faktisk sovet en 5-6 timer. Dorte annekterede det ledige enkeltværelse til højre for os, men overnatningsstedets politik med at fastspænde sovende gæster gjorde det svært at udnytte den ekstra plads. Hen på morgenen dansk tid var det tid til obligatorisk sightseeing. Man havde valgt at fremvise os Singapore lufthavn. Det var måske ikke lige vores førstevalg blandt attraktioner på disse kanter, men vi drog dog på sightseeing med åbent sind. Den væsentligste kritik af arrangementet var nok, at de 40 minutter kun rakte til et hurtigt kig i transitområdet. Men vi var rørende enige om, at hvis det æstetiske niveau i den øvrige del af lufthavnen blot tilnærmelsesvis matchede tæppe-æstetikken i transitområdet – ja så var det i sandhed et imponerende sted! Kulturmødet vakte også stor begejstring: lufthavnspersonalet var utroligt interesserede i os gæster, dog nok specielt vores papirer, som de insisterede på at se 4 gange på under 20 meter. Mætte af indtryk kom vi tilbage til vores værelser, hvor vi med nogen ærgrelse måtte konstatere, at enkeltværelset til højre for os nu var besat. Efter yderligere 2.5 timers ophold checkede vi ud i Denpasar Lufthavn på Bali.

Her erfarede vi som det første, at den indonesiske stat går ind for meningsfyldt arbejde til de offentligt ansatte. Således skulle man først stå i én kø for at betale for sit visum; dernæst stå i en anden kø for så at få udstedt bemeldte visum. Det var en ordning, der behagede i hvert fald de ansatte, for de var meget venlige og smilende. De rejsende, knap så meget. Det havde dog den uomtvistelige fordel, at vi efter halvanden time i kø umiddelbart kunne samle vores bagage op.

Vi fandt vores chauffør blandt de hundredevis af andre og satte kurs mod hotellet. Chaufføren var en snedig rad, der efter bedste evne forsøgte at udnytte vores søvndrukkenhed til at sælge flere køreture til overpris. Vi betakkede os pænt. Klokken var vel omtrent 21.30 lokal tid, da vi ankom til næste overnatningssted, Komaneka at Bisma. Det var knap så højt beliggende som første overnatningssted. Det satte vi pris på. Dimensioneringen af vores værelse var også anderledes. Det satte vi tilsvarende pris på. Med knap 90 kvadratmeter og et badekar, der kunne rumme en mindre indonesisk landsby, plads-smægtedes vi ikke.

 



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*