Snowbird Pass


En lidt uroligt nat for mit vedkommende, for der var en masse underlige lyde i nat. Det lød som en masse små dyr, der løb rundt om teltet og måske lidt oven på teltet. Det viste sig her til morgen bare at være sne, der lå på teltet, og som var ved at smelte – sikke nogle lyde, det kan skabe.

Vi vågnede til snedækket telt.Jeg pakker mig godt ind til dagens vandring.

Men vi vågnede altså til et snedækket telt, og der var koldt. Så jeg tog en masse lag på, for at holde varmen, når vi skulle ud på vores ca. 20-21 kms vandretur til Snowbird Pass.

Mount Robson fra afstand; vi er startet på vores vandring op til Snowbird Pass.Anders med oppakning med mit regnslag.

Mount Robson fra afstand. Og på billedet kan man lige ane Anders med en vandretaske til vores dagstur; han har mit orange regnslag til tasken. Vi er gået væk fra lejren eller rettere, så ligger der flere efter hinanden, men vi befinder os ca. 2 km fra vores.

Et stejlt men også usikkert stykke rundt om bjerget.Robson gletcheren foran Mount Robson.

Så er vi kommet godt af sted og er kommet godt på i højderne, men vi har også tilbagelagt en del kilometre allerede. Robsongletscheren kan ses på billederne.

Jeg betragter gletcheren og toppen af Mount Robson er dukket frem.Her nyder jeg en myslibar og benene med udsigten over Mount Robson, men også den flotte og store gletscher. Efter vi sidder et stykke tid får vi for første gang set toppen af bjerget; og det er faktisk ret højt oppe. Mount Robson skulle være det højeste punkt i de canadiske Rockies; den er også næsten 4 km høj. Efter vores lille hvil traskede vi videre. Vi fik set mindre vandfald, og på vej op mod det højeste stykke inden selve passet, begyndte det at sne. Faktisk var det hele snedækket, godt nok et tyndt lag, men sne var der, som det kan ses på billederne nedenunder. Vejret skiftede meget i dalen, og vi måtte hele tiden tage tøj af og på, for så regnede det, og så blev det for varmt. Så det er godt, og derfor vigtigt, at have flere lag i stedet for en meget varm sweater og bukser. Vi var nu også glade for at have regntøjet med ;)

Sikke en snestorm, der pludselig kom, da vi kom op til dalen.Mindede mig om en stor portion Viennettais.

Bjergene her i dalen minder mig om en kæmpe portion Viennettais, så jeg gik og fik helt lyst til is, men jeg kom hurtigt på andre tanker, da det til tider, blev meget meget koldt heroppe.

Det skulle være marmotternes dal, og vi så da også nogle stykker.Frokosten nydes i marmotternes dal; crackers og ost.

Dalen, som vi var kommet til, kaldes også marmotternes dal (murmeldyrenes dal), og selvom der sneede, så vi alligevel nogle stykker. De var rigtigt store og tykke; klar til vinteren. Vi nød frokosten ved enden af dalen inden sidste etape. Frokosten bestod af crackers og ostedip, men desværre måtte vi afkorte frokosten, da det begyndte at sne. Sidste etape var ikke så hård, men det var glat og farligt. Man kunne ikke se så meget af stien, men dem der traskede et stykke foran os, lod til at kende stedet. Jeg var flere gange ved at skvatte ned og bandede meget over, jeg ikke havde nogle vandrestave til at kunne stå fast med.

Så er vi nået helt op på toppen af Snowbird Pass.Og et omgivet af sne.

Men op kom jeg, selvom Anders ikke troede, jeg ville klare det; det var også hårdt og glat. Jeg kom endda helt op, hvor vi fik taget billede af de andre, der også var ude at vandre. Flot udsigt med sne alle vegne.

Efter kort pause gør vi klar til at gå ned igen.Nu er sneen allerede smeltet, og det ligner en fin lille dal.

Efter en kort pause, hvor vi spiste resten af frokosten begav vi os ned igen, og det må siges, at det første stykke var meget mere halsbrækkende, end op ad. Der var så mange løse isflager med sne og en masse sten, at jeg gled en masse. Så det var bare med at få det overstået. Sneen var også helt smeltet nede i dalen, hvilket var gået hurtigt. Der var også mange flere marmotter fremme.

Betragter de smukke omgivelser.Endelig støder vi på en Ptarmigan og så med en unge.

Faktisk var den sidste etape ikke hel så slem nedad som op, som jeg ellers havde troet, men helt let var det nu ikke, og vi fik da også vandret lidt uden for stien. Der var en lille flok mennesker, som gik en anden vej ned, tvært over nogle bjerge, men der skulle vist oprindeligt have været en sti der. Vi havde længe gået og sunget og snakket om ptarmiganen og mindst, som vi ventede det, opdagede jeg en mor med sin unge. Jeg råbte efter Anders, der var et stykke foran, men han troede ikke helt på mig til at starte med. Men hvor blev han glad, da det var rigtigt nok. Men den er nu også svær at se; den blendede godt sammen med omgivelserne, men til vinter får den vist en hel hvid pels, som man kan se på dens futter.

Så er vi ved gletscheren igen.Vi tager en afstikker ned til gletscheren.

Godt på vej, tog vi en afstikker ned til gletscheren. Sikke fantastisk vand kan se ud, og så de former. Små huler og vandfald og nærmest som om der er snit i isen.

Lille vandfald fra gletscheren.Fine udformninger i gletscheren.

Vi tilbragte kun kort tid ved gletscheren, da det var ved at blive sent, og vi skulle hjem og tappe vand og lave mad.

Så er vi tilbage i højde med vores lejr, og der er kun 3-4 km hjem; fine blomster er kommet frem nu.Aftenspejling af Mount Robson ved Berg Lake.

Her er jeg ved at gå det sidste stykke, ja det var faktisk her i nærheden, jeg tabte min ene vante, da vi tog afsted. Sneen er væk, og der er kommet sådan nogle søde og bløde blomsterlignende tingester frem. Det måtte vi have et billede af. Og så fik vi lige et aftensbillede af Mount Robson med det meste af toppen og med en kanonspejling.



Ingen kommentarer »

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*