Sitges – Barcelona


Klokken er 4.30 og mobilen ringer. Jeg fortryder lige nu, at jeg bookede et så tidligt fly, men det var billigt og uden ekstra stop end Købehavn. Jeg kommer dog op og får gjort mig klar. Taxien er heldigvis til tiden, men jeg ringede også i går og bestilte. Afsted går det mod Aalborg lufthavn stadig træt og med en chauffør der mener det er interessant kl. 4.30 at snakke om dæk – jo jo, skam vældigt interessant. Nå jeg kommer ud til lufthavnen, og der kan jeg ikke undgå at bruge selvbetjeningsskrankene, men det går da også fint. Jeg får checket baggagen ind, og glemmer helt at sætte en tag på med mit navn og adresse m.m. Så jeg er lidt nervøs for, om det nu går godt. Heldigvis er baggagen checket ind hele vejen til Barcelona, selvom jeg skal skifte fly i København.

Det gik smertefrit igennem sikkerhedskontrollen og efter kontrollen kan man få en rundstykke, vand og kaffe, mens man venter. Jeg får ikke så meget ned, og så skal vi afsted. Ikke noget specielt at raportere om flyveturen. Kun at den mp3, jeg havde lånt af min mor, som jeg havde fyldt med musik ikke havde mere batteri, øv. I Købehavn var der ventetid på 1 time og 20 min, så den gik med at spise mine hjemmebragte små sandwiches. I København så jeg Ole Henriksen stå og sms’e i baggrunden; altså ham cremegutten. Havde det være i USA, havde folk “kastet” sig over ham :) Kl. 8.30 var det så videre til Barcelona. Og ca. 3 timer senere stod jeg på spansk jord, ja selvfølgelig ikke bogstaveligtalt, jeg var jo stadig i lufthavnen. Der var ingen problemer med at få min kuffert, og den var ikke blevet væk, herligt.

Jeg fandt hurtigt ud af, at spanierne ikke er så glade for engelsk, og spørger man dem, snakker de bare som et vandfald på spansk – ikke noget problem, hvis du kan spansk :) Men efter noget vandren frem og tilbage fandt jeg bussen Monbus, som kunne køre mig til Sitges, billigt nok 2.98 € for sådan en tur på 35 km. I Sitges tog jeg så en taxi til hotellet. Heldigvis var mit værelse allerede klar kl. ca. 13. Jeg var sulten og træt, men frokosten sluttede kl. 15.30. Jeg tog mig en lille lur, men kl. 15 gik de i gang med vejarbejdet; Siesta var slut. Jeg pakkede min lille rygsæk med en jakke, kamera, ordbog og penge. Så traskede jeg ellers ned til vandet, som kun er 1 min herfra eller noget. Og 2-3 km var der til centrum ved kirken.

 Sitges strand.Sitges kirke, der ligger lige ved vandet.

Jeg fik endelig købt mig en vand, godt nok en 1.5 liter, men så havde jeg da også vand nok et stykke tid. Dejligt vejr med lidt kølig blæst. Nede for enden ligger Sitges kirke. Men man skal passe på, når man går op af trappen for til højre er der ikke rækværk men bare hav. Der er museum indenfor, men jeg synes ikke lige, jeg havde lyst til at være inde.

Et mere af Sitges kirke.En bygning, der rummer 2-3 museummer, men ellers hyggeligt område.

Jeg fik rundt i flere timer, købte en kedelig sandwich og nød ellers bare vejret. Efter siestaen åbner butikkerne til sent om aftenen, så der var da en del at kigge i. Aftensmad er først fra kl. 20 stykker, så jeg var efterhånden ved at blive sulten. Jeg ville gerne have noget skaldyr eller havmad, og gerne paella. Men det var svært at finde et sted, der ville lave paella til 1 person. Og nu er det første gang, jeg spiser ude alene. Jeg fandt endelig et sted, men det endte med at blive en træls aften.

Et Sitgesbillede mere.Trappen op til Sitges kirke.

Jeg fik en plads helt i ved fortovet ved et bord til 6 med beskidt dug. Efter jeg havde bestilt gik der lang tid inden, jeg fik maden. Men det værste var nok, at der var et selskab med en 8 stykker, som skulle have en del mad. Problemet var, at der ikke var plads på bordet, så de stillede 3 store fade med fisk bagt i salt og en med grøntsager. Så kom der ellers en tjener hen og huggede og huggede i saltet så der var salt over det hele (ok måske overdrevet men det fløj da med stykker), her stod han og lagde det på tallerkner med grøntsager. Jeg bad om regningen, da han kiggede på mig, og sagde et øjeblik – ja han skulle jo lige lave de 2 andre, og der var i hvert fald 6 andre tjenere på arbejde, til så lidt mennesker. Jeg følte mig godt dum med alt det mad, og så sidder man der helt alene. Det tog en evighed at få regningen, så da den endelig kom skyndte jeg mig at betale kontant. De fik ingen drikkepenge, men jeg gik bare, jeg synes ikke, det var et rart sted, La Santa Maria, tæt på kirken. Kl. ca. 22 var jeg hjemme; jeg sagde jo det tog lang tid. Og så skulle jeg ellers bare i seng.

Sitges kirke bagfra.En frygtelig masse både.

Næste morgen startede mit kursus “The Econometrics of Energy Markets”. Efter en noget kedelig og dårlig morgenmad med lidt for gammelt brød, men med en dejlig friskpresset appelsinjuice var der registrering til kurset kl. 8.30. Jeg regnede ellers med, der ville være en del, men vi var kun 4 ud af 5 tilmeldte deltagere. Der var så 2 kursusholdere og 1 organisatør, så lidt voldsomt med 3 personer for kun 4, men til gengæld var det så nok mere personligt. Der var 2 fra Schweiz; de var oprindeligt fra hhv. Rusland og Romanien, og så var der en spanier, der nu bor i England. Kursusholdere var 2 fra England; en oprindelig fra Irland og den anden må være Italiener. Og så selvfølgelig hende, der organiserede det hele, fra Sverige.

Det startede lige på og hårdt, og jeg kunne godt mærke det var længe siden, jeg havde haft statistik, og jeg ville mene, man skulle have mere end bare helt basalt, men det er selvfølgelig ikke til at vide, hvad de lagde i ordene helt basalt. Men der var opgaver, som gjorde det lidt lettere. Vi havde også små pauser og frokost kl. 13. Hernede er kl. 13 tidligt for frokost og det er først tidligst fra kl. 14, der spises frokost. Og ganske rigtigt kl. 14 kom der et sæt mennesker. Nå frokosten var en 3 retters menu – noget cannolini med and, herefter noget torsk og til sidst frugt med is. Ja jeg kan godt se, hvorfor de måske ikke spiser så meget til morgenmad og hvorfor det først spiser sent aftensmad.

Efter frokost, hvor irer tog over, synes jeg det gik lidt nemmere. Han var mere pædagogisk og eksemplerne mere udførlige. Heldigvis har vi fået det hele til computeren, så man selv kan kigge på det bagefter. Nå ja apropo computer, så troede jeg, jeg havde det hele med, strømkabel m.m. men jeg havde glemt det hvide stik, jeg har derhjemme, som omdanner 3 stik til 2, så jeg kunne ikke oplade computeren – man skal ikke have speciel omformer, men det er som i Danmark ikke almindeligt med 3 stik. Heldigvis havde den ene foredragsholder også en Dell, så jeg kunne låne strømkablet.

Der blev pludseligt meget varmt udenfor, men da også indenfor, og airconditionen virkede ikke. Der kom 2 og kiggede på det og efter noget stykke tid, fik de det ordnet. Vi slukkede det meget kort efter, da det larmede frygteligt. I pausen blev den dog tændt for fuld skrue. Kurset sluttede ca. kl. 17, og vi har så noget pause til kl. 20.30 hvor vi skal spise. Jeg har fået købt mig lidt internet for at kunne tjekke emails og ellers være med i verden; det er lidt træls i længden på mobilen med så lille skærm. Der skulle faktisk i min bestilling af værelset være noget spa, hydroterapi, så det må jeg tjekke ud i morgen, det skulle være rigtigt nok, at jeg har mulighed for det.

Nå ja værelset, tjah det er gammeldags og trangt – man skal ikke have for stor kuffert, men der er masser af plads i skabene. Badeværelset er også lidt småt og man skal sidde med benene skævt til højre for at være der, men det går nok. Alt det, der stod, der skulle være i værelset bad med vandmassage og sauna, må betyde badekar med bruser, der har forskellige indstillinger og værelset, når man ikke har tændt for aircondition :) Nå ja det er St. George’s Day og det betyder vist noget med roser, i hvert fald lå der en fin rose, da jeg kom tilbage rummet; dejligt. Efter middagen i aften skal jeg så atter have besværet med at kravle ned under tæppet/lagenet – utroligt man kan stramme det så meget.



2 kommentarer »

  • Halina siger:

    Det var meget fin beskrivelse, næsten som om jeg selv havde oplevet det.
    Det med stram sengeredning, det kender jeg godt. Du kan løsne det hele, normalt, man behøver ikke kravle ind.

  • Dorte Klerke siger:

    Tak. Ja, men jeg måtte hive og flå meget for at løsne det, den første nat, var værst :)

RSS feed for kommmentarer til dette indlæg. TrackBack URL


Læg et svar

*